Det hårdeste ved at løbe, synes jeg, er det første skridt henover dørtrinet.

Lidt ligesom det sommetider kan være svært, at få benene ud af sengen på en hverdag. Er man først kommet ud af sengen og fået sin morgenkaffe, så går det jo for det meste okay.

Sådan er det også med løb. Er man først kommet ud af døren er det uhyre sjældent, at jeg efter et løbepas synes, at det var en dårlig ide at jeg løb.

Jeg oplever som regel kun et dårligt løb, når jeg er taget ud for at løbe når jeg er syg. Og det er selvfølgelig også dumt.

Så hvis du har svært ved at komme i gang med at løbe, men egentlig gerne vil, så husk det sværeste ved løb altid er det første skridt.

Jeg vil gerne løbe, men jeg har ikke tid til løbe, hører jeg ofte folk sige.

Har du tid til at sidde foran fjernsynet 1-2 timer hver dag?

Jamen, jeg ser ikke fjernsyn (sikker?). Nå, så stå op 1 time tidligere hvis du virkelig gerne vil løbe – og du behøver jo ikke gøre det hver dag, bare et par gange om ugen.

Folk der løber har ikke noget liv. Nå, har du det?

Hvordan får du tid til at løbe så meget? Simpelt. Jeg løber til/fra arbejde. Det tager lidt længere tid end at cykle, men ikke meget.

Jamen, jeg har for langt til arbejde. Så ta’ bussen eller toget noget af vejen og løb resten af vejen.

Jeg gider ikke at løbe, siger folk.

Jeg gider heller ikke at spille golf eller spille fodbold eller for den sags skyld se fodbold i fjernsynet.

Mennesket er skabt til at løbe, det er det mest naturlige at gøre. Det er det modsatte, altså ikke at løbe, som er unormalt.

Man skal bare lige henover dørtrinet, så åbner verden sig. Run, Forrest. Run!