Hvor der er puls, er der liv. Det gælder selv for Aliens.

De fleste har formodentlig første gang stiftet bekendtskab med måling af deres egen puls, da man i skolen i gymnastiktimen skulle måle pulsen på halsen. Så bad læreren elverne om at tælle antal slag inden for 10 sekunder – det eneste tidspunkt, hvor der var helt stille i gymnastiktimen. Herefter skulle man så gange det samlede antal slag med 6, og så havde man pulsen. På den måde fik man også blandet lidt matematik ind i en gymnastiktime.

Når man tæller antallet af slag på fx halsen, så er det, fordi pulsen er et udtryk for antallet af udvidelser af pulsårerne pr. minut. Udvidelsen af pulsårerne opstår i forbindelse med, at hjertet trækker sig sammen for at pumpe blod ud i kroppen. Normalt vil det være sådan, at pulsen svarer til hjertefrekvensen, som angiver antal hjerteslag pr. minut. Så en puls på 100 svarer til, at hjertet slår 100 gange pr. minut.

Når man løber, kan man måle pulsen ved hjælp af et pulsur og det tilhørende pulsbælte. Typisk kan uret vise pulsen som absolut niveau og som procent af max puls. Det sidste er mest relevant. Er man meget seriøs, er det nok en god ide at bruge lidt tid på at finde sin max puls via en test eller en 10 km, hvor man giver den max gas. Ofte kommer 220 fratrukket ens alder dog tæt på niveauet for ens max puls. For mit vedkommende passer det ikke helt. Jeg er 45, så den ”burde” være 175, men den er 166. Til gengæld er min hvilepuls på 38 så også lidt lavere end normalt. Det er derfor, at nogen en gang imellem i stedet for bruger procent af ydeevne frem for procent af max puls. Når man taler om ydeevne, så korrigerer man blot for hvilepulsen. Procent af max puls og procent af ydeevne er næsten det samme. For mit vedkommende svarer 90% af max puls til 87% af ydeevne.

Der findes rigtig mange pulsure på markedet. Jeg har primært erfaring med Polar og Garmin. Traditionelt har det været sådan, at Garmin har indbygget GPS, mens Polar har haft GPS’en som en ekstern enhed. I 2012 har Polar dog også lanceret en version med indbygget GPS.

Hvis man udelukkende går efter at måle pulsen og i mindre grad er interesseret i, hvor hurtigt man løber, så er Polar at foretrække. Dertil kommer, at ure med indbygget GPS oftere skal oplades, hvilket gør dem mindre anvendelige som hverdagsure. I forbindelse med 7-dages ørkenløb har man endvidere det problem, at man ikke kan oplade uret undervejs, medmindre man da løber med solpaneler. Det gør jeg så ikke, det er trods alt en kende for åndsvagt.

Jeg bruger meget sjældent GPS. Jeg har svært ved se, hvorfor folk er så besat af hele tiden at måle, hvor hurtigt de løber. Dertil kommer, at GPS’en ikke altid er særlig præcis. Det oplevede jeg fx ved Swiss Alpine K78 i 2012, her var GPS’en mere end 7 kilometer galt på den (selv når jeg tager højde for, at K78 ikke er 78 km, men faktisk 79,5 km…). Yderligere så har GPS’en det irriterende element, at det tager tid, før man får forbindelse til en satellit. Det gider jeg altså ikke bruge tid på i hverdagen.

Det kan da være meget rart en gang imellem at vide, hvor hurtigt man løber. Men får man en lille smule erfaring med løb, så kommer ens egen fornemmelse ofte tæt på. Yderligere hvis man løber sammen med andre, som fx Sparta eller Snik’s fællestræninger, så løber fartholdere med plus adskillige andre medløbere der har 100% styr på tiden. Stiller man op i løb, er der typisk skilte ved hver kilometer og så behøver man altså ikke at være Einstein for at finde ud af undervejs, hvor hurtigt man løber. Pas dog på, når du løber i USA, så er det ikke kilometerskilte, men markeringer af miles. Det kan godt være lidt forvirrende.

Så GPS er spild af tid. Måling af puls er lidt mere relevant.

Eksempelvis tager løbecoachen Jimmi Olsen’s træningsprogrammer altid udgangspunkt i, hvor lang tid man skal træne, og ved hvilken procent af max puls træningen skal foregå. Aldrig km/t. Og Jimmi ved, altså hvad han taler om. Han har vundet et ørkenløb i Sahara. Faktisk er Jimmi Olsen den person, jeg kender, der ved allermest om løb, og hvad der til hører. Han har retning med mål.

Det er sjældent jeg løber med pulsmåler. Jeg stoler i stedet på min intuition. Til hverdag gider jeg heller ikke at stå og bøvle med pulsbælte. Jeg synes, man i stedet skal lære at lytte til kroppen. Drop pulsbæltet og lyt i stedet til din vejrtrækning.

Jeg har en navnebror, altså Henrik Jørgensen, ham med brillerne og langt hår, der stadig har Danmarksrekorden på maratondistancen med 2:09 fra 1985. Han har skrevet nogle rigtig gode råd om puls. Han deler træningshastigheder ind i fire hovedgrupper.

Roligt tempo:

Du kan føre en længerevarende samtale undervejs, tempoet svarer til ca. 60 procent af din ydeevne.

Moderat tempo:

Du er ikke presset, men kan tale med korte sætninger og ord, tempoet svarer til ca. 70 – 80 procent af din ydeevne.

Højt tempo:

Du er rimelig presset, hiver efter vejret, tempoet svarer til ca. 85 procent af din ydeevne.

Meget Højt:

Du er meget presset, hiver kraftigt efter vejret. Musklerne stivner. Tempoet svarer til ca. 90 – 100 procent af din ydeevne.

Alle løbeprogrammer tager basalt set udgangspunkt i at kombinere ovenstående fire hovedgrupper. Nogen hælder til det ene, nogen hælder til det andet, men næsten altid en kombination af ovenstående. Det afhænger også af, om man træner mod et kort løb, mod et maraton eller som mig mod Marathon des Sables.

Det største problem med, at følge et løbeprogram kan være, at det nemt kan komme til at føles som en sur pligt. Det er det sidste, det skal være. Jeg løber, fordi det er sjovt. Jeg skal ikke, jeg vil løbe. Derfor vil jeg gerne selv bestemme, hvornår jeg vil løbe roligt, og hvornår jeg vil løbe hårdt. Det er muligt, det ikke er 100% optimalt, men jeg lever heller ikke af at løbe. Jeg ånder for det.

Når jeg virkelig vil løbe røven ud af skelettet til et maratonløb, som jeg har gjort i fx København og Berlin, kan jeg afvikle et maraton med en gennemsnitlig puls, som kommer tæt på 90% af min max puls. Den sidste time løber jeg virkelig på kanten. Nogen gange lykkedes det ikke helt at holde tempoet hele vejen. Men de gange, hvor det så til gengæld lykkes, og hvor man måske løber PR, så er tilfredsheden enorm. Det øjeblik er fantastisk. Man føler virkelig, at alt går op i en højere enhed. Det er selvfølgelig lidt noget knald i låget, men fedt er det.

Når pulsen er 0, så er man ved vejs ende. Godnat, farvel og tak, som Mærsk sagde til sidst. Den eneste puls, der er i fryserummet på Rigshospitalet, er nattevagtens. Det er trist, men sådan er livet. Nyd hver dag pulsen er over 0.

Viva running. Viva life.