Jeg er konkurrencemenneske.

Mit mål er at slå Fauja Singh på maratondistancen. Det bliver svært.

Selvom jeg har løbet lidt ultras hist og her og har planlagt diverse halv ekstreme ting ude i fremtiden, så kan jeg ikke løbe fra, at min kærlighed ligger til maratondistancen.

Jeg har efterhånden løbet 20 maratons. Det er ikke specielt mange. Jeg kender en som har løbet 80 på et år. Han er faktisk helt fin og ikke specielt nørdet. Jeg har prøvet at løbe sammen med de gutter, som løber mange maratons. Det gjorde jeg til en 50 års fødselsdag, som blev fejret med en fødselsdagsmaraton. Det var skide hyggeligt. En helt speciel stemning. Vi løb på en rundstrækning omkring fødselarens sommerhus, som fungerede som depot med kage, slik og kakao.

Indtil videre har det ikke rigtig tændt mig at gå op i antal maratons. Jeg vil helst løbe færre og så som regel gå efter en god tid. Ikke altid, men ofte. Vil man løbe hurtigt, så er 80 maratons om året i hvert fald for meget. Medmindre man da hedder Forrest Gump.

Mit mål er, at jeg hvert år skal løbe mindst ét maraton under 3 timer – uanset hvad jeg så finder på af ultraløb. Det er lykkedes de sidste 5 år. Jeg er 45. Jeg ser ikke nogen grund til, at jeg ved de 55 ikke også kan løbe under 3 timer. Selvfølgelig bliver det sværere med alderen. Men man har et mål, indtil man får et nyt.

Min PR løb jeg i 2011. Den er 2:51. Det er ikke mit bedste maraton. Vejret var halv dårligt den dag, jeg mistede lidt koncentrationen undervejs, og jeg fik krampe til sidst. Men min form var god det år, så derfor lavede jeg PR. Jeg gjorde det så at sige på rutinen, selvom alt ikke var optimalt.

I 2012 løb jeg Berlin på 2:58. Jeg havde lige løbet Swiss Alpine K78 og havde egentlig ikke rigtig trænet noget fart. I forhold til min form vidste jeg, at hvis alt flaskede sig optimalt, så ville jeg kunne nå 2:58. I forhold til det afviklede jeg maratonløbet nærmest fuldstændig perfekt. Jeg var 20 sekunder hurtigere på den sidste halvdel i forhold den første. Det var meget tilfredsstillende.

Så det er det, jeg mener med, at ens hurtigste maraton ikke nødvendigvis er det bedste. Den bedste tid er overvejende et produkt af den træning, der ligger bag. Uanset hvad, så har man selvfølgelig et specielt forhold til sin hurtigste tid:

Jeg løber ikke helt så meget interval som tidligere, jeg mener ikke, at det er så relevant, når man træner til ørkenløb som Marathon des Sables. Hvis man vil løbe hurtigere, så kommer man ikke uden om intervaller. Men fart øger risikoen for skader i langt højere grad end mængde. Hårde intervaller kan man gøre en periode af sit liv, men ikke hele livet. Jeg har bevist (for mig selv), at jeg kan løbe hurtigere end de fleste. Jeg har været i PR-maratonland.

Jimmi Olsen siger, at mit fysiologisk max for maratondistancen er 2:45. Hvis alt havde flasket sig i 2011 eller havde jeg startet noget før med at blive bidt af at løbe, var jeg nok kommet tættere på. Men livet er fyldt med en masse ”hviser”, som man ikke rigtig kan bruge til noget. Hvem ved? Måske en dag jeg går efter at komme under 2:45, bare for at modvise Jimmi’s udsagn. Det kunne næsten være et mål i sig selv.

Fauja Singh er født 1. april 1911, han er altså 102 år. Han vejer 53 kg og er 172 cm høj. Han løb sit første maraton da han var 89 år gammel. Fauja Singh er den første i verden, der som 100 årig har løbet et maraton. For 90-plus aldersklassen har han verdensrekorden på maratondistancen med 5:40. Det er den rekord jeg gerne vil slå. Jeg er godt klar over, at rekorden nok er forbedret når jeg bliver 90, men lad nu det ligge, det tager vi til den tid.

Jeg er 45, halvvejs i forhold til de 90. Jeg bliver aldrig den hurtigste i 40-49 års klassen. Det gør heller ikke noget, bare jeg slår Fauja Singh’s verdensrekord.

Jeg har 45 år til at øve mig. Run, Henrik. Run!