Sove med sokker på, er ikke den mest sexede ting, man kan gøre. Men jeg gør det somme tider. Det er oven i købet med sure sokker på.

Jeg har sovet med sokker, som ikke blev vasket i syv dage, og som jeg havde løbet 250 km med igennem mudder, floder, sandklitter og saltflager. Det gjorde jeg ved Atacama Crossing i Chile i 2012.

Ørkenløb er lidt ligesom Roskilde festivalen. Det er rock ‘n’ roll, hvor man lader skægget stå i flere dage og render rundt i de samme sokker. Jeg er blevet for gammel til Roskilde festival, så 7-dages ørkenløb er perfekt til mig. Nu kan jeg trods alt godt klare mig en uge uden øl, fisse og hornmusik.

Jeg kender en, som har så svedige fødder, at han må skifte sokker to gange om dagen. Det er virkelig synd for ham. Han har været til læge og alt muligt andet. Ingen ved, hvad han fejler. Det er noget med, at han på en rejse til de varme lande, stak sig på et eller andet, da var han var ude for at bade. Så det kunne være, man skulle have badesko på, når man er på ferie næste gang. Det ser bare ikke så tjekket ud. Jeg har i hvert fald aldrig set David Hasselhoff i sådan et par.

Til daglig, når jeg ikke løber, render jeg rundt i sorte sokker. Min kone køber en gang i mellem 10 par sorte sokker til mig, som så holder til, ja, indtil hun køber 10 nye par.

Hver morgen pakker jeg et par sorte sokker ned i min rygsæk. Jeg løber til arbejdet. Hver morgen, når jeg løber ind ad Nørre Alle og har The Red Hot Chili Peppers i ørerne, ser jeg mange sorte biler. Det er sikkert direktører eller departemantschefer, som sidder bag rattet i deres fine biler. De har sikkert meget travlt og har med garanti sorte sokker på.

Inde på arbejdet har jeg et skab, hvor jeg også har et par sorte sokker. Det er back-up i tilfælde af, at jeg skulle have glemt at pakke et par ned i min rygsæk. Det ser trods alt ikke så smart ud på arbejdet at rende rundt i løbesokker til mine sorte sko, sorte bukser og hvide skjorte.

Når jeg er til kundemøde ude i byen, låner jeg min kollegas sorte Tiger jakke. Min kone synes, det er pinligt, jeg burde købe en jakke selv. Men jeg har ikke noget imod at være Klods Hans, jeg er nemlig gift med en prinsesse.

Albert Einstein gik i øvrigt aldrig rundt i sokker. Eller i hvert fald sjældent. Han var rimelig distræt. Det har jeg læst i biografien “Einstein” skrevet af Walter Isaacson. Af alle biografier jeg har læst, er det den bedste. Den findes oven i købet på dansk, hvis man ikke orker 700 sider på engelsk. Walter Isaacson har også skrevet biografien om Steve Jobs. Jeg tror, Steve Jobs på en måde var lige så genial som Albert Einstein. Desværre er bogen “Steve Jobs” ikke lige så god som “Einstein”. Måske Isaacson skulle have ladet sit manuskript modnes et par år mere i stedet for at prøve på at cashe ind på Steve Jobs’ alt for tidlige død.

Jeg tror ikke, Steve Jobs gik i sorte sokker. Jeg tror, de var hvide, måske ligefrem hvide tennissokker. Steve Jobs var sådan lidt en 70/80’er ting, sygekassebriller, fuldskæg, t-shirts, cowboybokser og løbesko. Egentlig meget cool af en gut, som fik banket Apple op til verdens mest værdifulde firma. Hvis jeg havde mit eget firma, så ville jeg gå i det samme tøj som Steve Jobs. Selv til kundemøder. Det behøver ikke at være så stift alt sammen. “Relax”, som Frankie Goes To Hollywood sang i mine yngre dage.

Tennissokken er mest af alt udødeliggjort af The Red Hot Chili Peppers på coveret af singlen “Fight Like A Brave” og andre band photos. Her står bandet på rad og række, splitterravende nøgne, med en tennissok hængende omkring klokkeværket. Godt tænkt.

Jeg har tit tænkt på, om det mon er en kompressionssok, de har på. Men kompressionssokken var vist ikke opfundet på den tid, og så er det vist ikke nødvendigt for de gutter. Jeg tror, det er gutter med big balls, sådan lyder deres tekster og musik i hvert fald. The Red Hot Chili Peppers er faneme gode.

Jeg forstår ikke folk, der løber i kompressionssokker. Kompressionssokker koster spidsen af en jetjager, og man ligner lort, når man løber rundt i dem. Der findes ingen dokumentation for, at de virker, og selv hvis der gjorde, ville jeg ikke tro på undersøgelsen. Man skal ikke tro på alt, hvad man hører. Slet ikke fra forskere og såkaldte eksperter, som udtaler sig hele tiden. Men okay, tro har flyttet mange bjerge.

Til april skal jeg løbe ørkenløbet Marathon des Sables. Det bliver fedt. Rock ‘n’ roll i 7 dage i Sahara. Jeg kunne i princippet løbe i sorte sokker eller hvide tennissokker. Det ville ikke gøre nogen forskel.

Men så nemt skal det heller ikke være.

Man kan nemt bruge en 2-3 aftener på, at finde ud af hvilke sokker man skal have med. Det gjorde jeg i forbindelse med mine forberedelser til Atacama Crossing 2012. Så checker man den ene hjemmeside efter den anden for at finde sokken. Når man så endelig har fundet den, bestilt den, og den ankommer med posten, synes man, at man er så skide smart. I virkeligheden er man lige så dum som alle andre. Måske næsten dummere. Der kommer i øvrigt snart en “Dum og dummere 2”. Den skal ungerne og jeg helt klart se i biffen. Om den så får 0 stjerner. Det gør den sikkert.

Men jeg er nu meget glad for de løbesokker, jeg fandt. Det er Drymax trail running v4. Dan Parr løber også i dem. Så må de være gode. Du skulle prøve at checke Drymax’s hjemmeside. Trailversionen ser godt nok avanceret ud. Jeg elsker al den slags tekstgejl, reklamefolkene har fundet på i forbindelse med produktet. Trailversionen af Drymax har Dual Layer Moisture Elimination System, anti-blister system og active odor control via deres MircoZap. Det er 100% salgsgas, men sjovt er det. Når man læser det, skulle man næsten tro, man ikke får våde sokker, når man løber gennem vand med Drymax på. Det passer ikke. Mine Drymax blev pænt våde, da jeg løb igennem floderne i Atacama.

Drymax trail running v4 er noget tykke i det. Det er der nogen, som ikke bryder sig om. Jeg kan godt lide det. De er utrolig behagelige og dejligt bløde at have på. Selv når jeg ikke har mine Nike Vomero løbesko på, er det næsten som om, man løber på en lyserød sky. Jeg tror faktisk de er ret gode til at transportere sveden væk fra fødderne. På den anden side, så har jeg ikke helt så svedige fødder, som ham jeg kender.

Under Atacama Crossing fik jeg stort set ikke nogen vabler. Der var nærmest tale om et mirakel, når jeg så de andres fødder. Argh, det så nasty ud. Det lignede nærmest koldbrand. Hvordan pokker min rejsemate Brian kom igennem Atacama Crossing, forstår jeg stadig ikke. Måske jeg slap fri, fordi jeg løb med Drymax? Jeg tror det ikke. Men jeg har ikke løbet i andet, siden jeg fik dem. Hver dag. Jeg har 3 par. Drymax og mig – det var kærlighed ved første blik. På nettet. Jeg skal helt klart have dem med til Marathon des Sables. Drymax sokker kan være lidt svære at få fat i. Men det er en del af gamet.

Derhjemme sover jeg ikke med Drymax trail running v4 på. Men det kunne egentlig være sjovt at prøve at sove med en kompressionssok om klokkeværket. Bare én gang. Bare for sjovs skyld.