Jeg arbejder i København. Jeg løber stort set hver dag til arbejdet. Året rundt. Vinter, forår, sommer og efterår.

En dårlig dag for mig er, hvis det regner så meget, at det ikke rigtig giver mening at løbe til arbejdet. Så er jeg pissed. Virkelig pissed.

Jeg er desværre ikke herre over vejret. Men jeg kan løbe i det meste slags vejr. Jeg vil.

Kan du huske 3. decemberorkanen i 1999? Der blev Danmark ramt af århundredets orkan. Den aften var jeg til julefrokost i København. Da jeg kom ud fra julefrokosten, var jeg ikke klar over, at vejret var så slemt. Men det fandt jeg hurtig ud af. Tagsten fløj om ørerne på mig. Jeg kunne ikke komme med toget, de kørte ikke. Det var helt umuligt at få en taxa. Jeg prøvede at stjæle en cykel, men kunne ikke sparke låsen op. Patetisk. Så måtte jeg jo gå de 12 km hjem. Jeg var for fuld til at løbe. Træer væltede lige foran mig, og elmasternes ledninger knitrede helt vildt og faldt ned om ørerne på mig. Jeg burde nok aldrig have taget den tur hjem. Men jeg kom hjem. Min kone og min søn var oppe og tog imod mig, da jeg kom ind ad døren. Adskillige tagsten var også røget af vores hus.

Helt så slemt er vejret gudskelov ikke, når jeg på en hverdag løber til København. Min rute til København er ikke nogen naturskøn tur. Men jeg kan nu meget godt lide København. Der var en gang en englænder, som sagde til mig, at København mindede ham om en engelsk storprovinsby, den havde også altid en gågade. Det var næsten en fornærmmelse.

Men jeg kan nu meget godt lide København. Jeg har boet på Vesterbro – før det blev moderne. Hvis jeg en gang igen flytter til København, så vil jeg bo på Vesterbro. Så er det sikkert umoderne igen.

Dan Turell har skrevet den såkaldte Mord-serie. Det er en serie som består af 12 kriminalromaner. De er ikke allesammen lige velskrevet. Det er som om, nogen af bøgerne er skrevet i en brandert eller skrevet over en weekend, fordi han manglede penge. Det er en del af charmen ved Mord-serien. Sidste år smed min kone og jeg en masse bøger ud. Men ikke Mord-serien. Vi er ikke et hjem med klaver, vi er et hjem med Mord-serien. Mord-serien er jo egentlig “bare” kriminalromaner, men i virkeligheden synes jeg, de er en hyldest til Vesterbro. Jeg tror, man kan få Mord-serien for en slik i et hvilket som helst antikvariat i København. Jeg synes Mord-serien er det rene guld. Dan Truell er en helt. Han var en provo, der gik med sort neglelak. Om det var sorte eller hvide sokker han gik med, ved jeg ikke.

I 1975 udgav Dan Turell sin måske mest kendte bog, Vangede Billeder. Dan Truell er født og opvokset i Vangede. Hans mor, Inge Turell, boede i Vangede, indtil hun gik bort i 2009.

Jeg bor i Vangede. Det har jeg gjort lige siden 1996.

Min kone hedder også Inge. Hun skulle en gang give et telefon interview til TV-2 nyhederne. Der skulle et kort på skærmen, så man kunne se, hvor hun talte fra. Journalisten spurgte, om der skulle stå Gentofte, men min kone insisterede på, at der skulle stå Vangede på skærmen. Min kone er dejlig. Og Vangede kom i fjernsynet. Det sker ikke så tit.

Når folk spørger, hvor jeg bor, kan jeg godt finde på at sige Gentofte. Det er ikke for at virke snobbet. Der er bare ikke mange, der ved, hvor Vangede ligger. For en jyde kunne Gentofte ligge syd for København. Men det er jo også ligegyldigt, om det ligger nord, syd, vest eller øst. Så der plejer jeg at sige, jeg bor i København. Der er noget værre Københavneri, som de siger i Jylland.

Det er ikke så fint at bo i Vangede som i Gentofte. Men jeg kan nu meget godt lide Vangede.

Mariebjerg Kirkegård ligger i Vangede. Den er medtaget i den danske kulturkanon. Der har jeg tit løbet. Ikke i disrespekt overfor de døde. Nærmere som en hyldest til livet. Mariebjerg Kirkegård er et utrolig smukt sted. Vangede Kirke er også smuk – den er faktisk udpeget som national seværdighed. Vangede Kirke ligger ikke ved Mariebjerg Kirkegård, men ved Vangedevej. Kirken er meget speciel, jeg kan specielt godt lide det fritstående kirketårn. Kirken er tegnet af Johan Otto von Spreckelsen. Loftet i kirken består af et væld af kvadrater, som også kan genkendes i den store Triumfbue, som von Spreckelsen også har tegnet. Det er fedt at står ved den store Triumfbue og se ud over Paris helt op til den kendte Triumfbue, Arc de Triomphe. Kigger man den anden vej igennem kuben, ser man ud over en kirkegård.

I Vangede har vi selvfølgelig også en Dan Turells Plads. Jeg synes, den er flot. På pladsen er der en bænk, som er præcis 47 meter lang. Dan Turell blev kun 47 år, men han var faneme produktiv ved skrivemaskinen. På pladsen står der også en skulptur, Alfabet Turell, som består af hele alfabetet fra A til Å samt tegnsætning. Selvfølgelig som symbol på Dan Turell’s værktøj og grundlag. Skulpturen er sådan lidt rusten i det, og børn må klatre på den. Jeg tror, det er lige i Dan Turells ånd. På Vangede bibliotek er der en stor Dan Turell samling. Jeg tror, det er den eneste grund til, at kommunen ikke nedlægger biblioteket. Det vil være en skandalehistorie i lokalsprøjten Villabyerne.

På vores vej bor der en kendt mand. Joh, det er skam fint at bo i Vangede. Han er nu dejlig uselvhøjtidelig. Det er nok derfor, han bor i Vangede. Han spørger altid ind til mine løbeplaner. Jeg tror, han synes, jeg er en glad idiot på løb. Det er jeg også. Vi løb begge New York Marathon i 2007. Så sad vi der ved startområdet kl 7 på Staten Island og småsludrede, det var pænt koldt. Men stemningen under det løb er helt speciel. Når man løber ind på Manhattan, bliver man modtaget som en helt. Amerikanerne er et dejligt folkefærd.

På vores vej kan vi på en sommerdag godt finde på at stå og drikke en pilsner. Nogen gange bliver det til flere. Vi drikker næsten altid Royal Export, du ved, den blå. Så vender vi lige verdenssituationen, og jeg kloger mig måske på nogle aktietips, som jeg alligevel ikke ved noget om. Det er skide hyggeligt.

Til daglig sidder jeg og grubler over, hvordan renten vil udvikle sig. I timevis. Skal renten op eller ned? Den skal op og så ned. Men ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Det sagde en meget klog mand en gang. Og det er nok det tætteste, man kommer på et svar på det spørgsmål.

Men det er nu alligevel en af de ting, jeg sidder og grubler over i timevis på arbejdet. Jeg har gjort det i mange år. Jeg kan afsløre, at det faneme er svært at sige noget begavet om renten. Men jeg prøver. Hver dag. Igen og igen. Jeg har det med renten, som jeg har det med løb. Jeg er bidt af det. Jeg løber også hver dag. Igen og igen. Det fede er, at de ting, man er bidt af, gør man bare, og så bliver det på en eller anden måde bare skide skægt.

I princippet starter min arbejdsdag, når jeg træder ind på kontoret. Men i virkeligheden starter den på en måde, når jeg løber ind ad min rute til arbejdet. Jeg har løbet turen mange gange. Nogle gange kan jeg næsten ikke huske, hvordan jeg kom ind til kontoret. Man har nærmest en følelse af, at man har svævet hele vejen. Når jeg svæver afsted, vender jeg ofte arbejdsrelaterede ting. Det lyder tosset. Men jeg ville påstå, at jeg har løst adskillige arbejdsrelaterede problemstillinger på vej ad min rute. Når jeg svæver afsted. Jeg tror, man på en måde tænker klarere, når man løber. Jeg tror, man kommer tættere på sagens kerne, når man løber. Tror jeg.

Nogen tror på kompressionssokker. Det gør jeg så ikke. Jeg tror på, at jeg tænker klarere, når jeg løber. Jeg mener oven i købet, der er dokumentation for det. Når man løber, så udvikler man endorfiner. Det er drugs. Endorfin er kraftigere end morfin, og man bliver afhængig af det. Der er også endorfiner i chokolade. Det er jeg også afhængig af. Hver aften. Til kaffen. Når man tager drugs, ser man tit ting klarere. I et andet lys. Det gjorde jeg i hvert fald også på Roskilde festivallen i mine unge dage.

Tidligere da mine børn var mindre, fulgtes jeg med dem over til børnehaven og skolen, inden jeg løb mod København. Nu klarer de ærterne selv. Det er i hvert fald blevet nemt.

Det første jeg gør på min løbetur, er at få startet for musikken. Jeg er for længst gået over til Spotify. Det er skide smart. Jeg har lavet flere spilleslister. Men “Run” er min foretrukne. Det er den spilleliste, jeg altid finpudser. Igen og igen.

I starten går det lidt nedad bakke ved Fennevangen og videre ad Ericavej, langs Farum-linjen. Sommetider kommer S-toget forbi. Jeg synes, det er et flot tog. Så kommer jeg op til Vangedevej, hvor jeg skal over på Ellegårdsvej. Der bor min læge. Jeg tror, han synes, jeg er lidt tosset, når jeg kommer med alle de der erklæringer, han skal skrive under på i forbindelse med de der mærkelig løb, jeg begiver mig ud på, som ørkenløbet Marathon des Sables.

Så kommer jeg ind på Ellemosevej. Der møder jeg næsten altid en ældre dame. Sommetider cykler hun, andre gange går hun. Vi hilser altid på hinanden. Gad vide hvad hun laver? Jeg tror, hun er skolelærer. Men jeg ved det ikke. En dag så stopper jeg altså op og spørger hende, hvad hun laver. Så kommer jeg til Tuborgvej. Den er stærkt trafikeret. Jeg skal over mod Lersø Parkalle. Når jeg løber med Sparta, er der tit frit løb op til Haraldsgade. Jeg giver den næsten også altid godt med gas opad bakken.

Så rammer jeg Nørre Alle. Der møder jeg for alvor mine fjender. Bilisterne. Jeg ved, at jeg er mentalt og fysisk stærkere end alle de bilister, som sidder bag rattet. Men de er udstyret med et mordvåben. Bilen. Når man er løber, skal man altid have respekt for bilen. Den er stærkere end dig. Bliver du ramt af en bil, kan du på et splitsekund blive forvandlet fra en glad idiot til en grøntsag. En virkelig slatten grøntsag. Derfor spiller jeg heller ikke smart i et lyskryds. Jeg har musik i ørerne. Et øjebliks uopmærksomhed og jeg kunne være den næste inde i fryserummet på Rigshospitalet. Det gider jeg ikke. Jeg har tænkt mig at slå Fauja Singh’s verdensrekord.

Ad Nørre Alle giver jeg den altid gas for så lige at få vejret ned ad Tagensvej. Jeg gør klar til at løbe røven ud af skelettet langs Søerne. Der er smukt ved Søerne. Her løber jeg om kap med bilerne og cyklisterne. Nogen gange langs Søerne tager jeg armene ud til siden og løber som et barn, der leger flyvemaskine. Bilisterne synes sikkert, det ser fjollet ud. Men jeg er da ligeglad, jeg er en glad idiot på løb.

Ved krydset ved H.C. Andersens Boulevard får jeg lige vejret. Nu er der mange lyskryds, der skal passeres. Det er sjældent, jeg rammer en grøn bølge. Men jeg prøver at løbe så hurtigt så muligt fra lyskryds til lyskryds – uden at spille smart. Dejlig fornemmelse, når man er hurtigere end cyklisterne. På hjørnet ved Tivoli og Tietgensgade er jeg næsten fremme. Nu lunter jeg bare resten af vejen. Som en sidste ting plejer jeg lige at hæve en knyttet hånd. Sådan. Jeg gjorde det igen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har løbet den rute. Jeg startede alt for sent med at blive bidt af løb. Men jeg har nok løbet ruten mere end 1000 gange. Men det er også lige meget. De ting man gør i hverdagen, behøver man ikke at tælle. Dem gør man bare. Sometimes you just do things.

Løb er en del af min hverdag. Det er fedt at løbe. Men mest af alt holder jeg stinkende meget af min familie. Dem skal jeg altid hjem til. Om det så er århundredets storm. Ohana.