Når man deltager i 7 dages selvsupperende ørkenløb som Marathon des Sables eller 4 Deserts serien, så er en sovepose obligatorisk udstyr. Det skal alle have med.

Når man er på Roskilde festival, så har man typisk også en sovepose med. Der er det selvfølgelig ikke obligatorisk udstyr. Nogen sover oven i købet i en andens sovepose. Det lyder også hyggeligt.

På Roskilde festival går man overhovedet ikke op i hvilken sovepose, man har med. Man har den bare med. Nu er jeg blevet voksen og har skiftet Roskilde festival ud med ørkenløb. Så går man lidt mere op i hvilken sovepose, man har med.

Jeg har ikke den store erfaring med soveposer. Jeg har ikke været spejder og det tætteste, jeg kommer på camping, er mobilhomes i Italien, da ungerne var mindre. Det var dejlig nemt. For alle.

Så står man op, før fanden får sko på og får sig sin daglige morgenløbetur. Der er helt stille på campingpladsen. Jeg elsker det. Roen. Jeg kan sagtens løbe, før jeg har fået morgenmad. Det er noget, man ikke tror, man kan. Indtil man har prøvet. Jeg kan snildt løbe 100 km på kildevand alene.

Så løber man sådan lidt rundt in the neighborhood. Specielt de første dage man er ankommet til et sted, man ikke rigtig kender, løber man sådan lidt rundt, som om det var blindeleg. Så kommer man for enden af en vej. Højre? Venstre? Jeg tror, jeg løber til venstre. Hvad mon der gemmer sig på den anden side af bakken? Og så videre. Lige pludselig ved man ikke rigtig, hvor man er. Det er sjovt at fare vild.

Lost in Translation

Tror man. For det er man selvfølgelig ikke. Selv hvis du tror, du har fundet et lille ukendt sted i Toscana, er der tusinde af danskere lige netop det sted, du er. “I think we are a little smule danskere hernede”, som Tom Kristensen en gang sagde. Men det kan da også være meget hyggeligt at snakke med danskere, når man er på ferie. Jeg har da en gang snakket med nogen, der kom fra Randers. De var skide søde. Så sad vi der uden for mobilhomen og drak øl og så Tour de France. Jeg blev oven i købet lidt fuld. Det var skide hyggeligt.

Når man vælger sovepose, så er det primært komforttemperaturen, man går efter. I forbindelse med min tur til Atacama Crossing skulle man være opmærksom på, at det kunne blive rigtig koldt om natten. I Atacama ørken kan der nemt være 40 grader om dagen, men helt ned til 3-5 grader om natten. Ja nogen gange helt ned til frysepunktet. I en ørken. Man tror, det er løgn.

Mit valg af sovepose faldt på Western Mountaineering HighLite. Den brugte jeg nok en hel uge eller mere på at finde frem til. På nettet. Soveposen vejer 455 gram og har en komforttemperatur på 2 grader. Det er en meget simpel sovepose med lynlås der går halvvejs ned i siden. Fyldet er 850+ gåsefjer og med lodrette mellemvægge. Jeg mener, jeg købte den i Sverige. Den var vist lidt dyr.

Faconen på HighLite er selvfølgelig mumiefacon. Det er alle seriøse soveposer i dag. I forhold til tæppeposefaconen, som nok var den jeg havde med i min unge dage på Roskilde festival, så er mumiefaconen skåret efter samme facon som kroppen. Så vejer soveposen mindre, pakkevolumen reduceres, og den holder bedre på varmen.

På en måde var jeg lidt irriteret over HighLite i Atacama. Jeg kunne nemlig ikke få den til at være inde i min rygsæk Inov-8 Race Elite 25L. I hvert fald ikke de 2 første dage. Det kunne Brian. Min rygsæk vejede mindre end hans, men jeg kunne bare ikke få plads til soveposen. Mærkeligt. På hotellet brugte Brian og jeg en hel lørdag på at fine tune, hvad vi skulle have med. Jeg tror, jeg prøvede at pakke rygsækken 10 gange. Lige lidt hjalp det. Der var ikke plads til HighLite. Jeg tror Brians sovepose havde en noget højere komforttemperatur og dermed fyldte væsentlig mindre end min.

Der findes soveposer, som har komforttemperatur helt ned til minus 40-50 grader. Det er godt nok koldt. Det var nok sådan en, Casper Wakefield brugte. Kender du ikke Casper Wakefield? Det gør jeg heller ikke. Altså sådan personligt. Men derfor kan man jo godt følge med i, hvad folk render rundt og hygger sig med. Jeg mener, Casper Wakefield på et tidspunkt stod på deltagerlisten til det Marathon des Sables, som jeg deltager i til april. Men han må have droppet det til fordel for et andet lille løb, der hedder Yukon Arctic Ultra. Det var ærgeligt. For ham kunne jeg godt have tænkt mig at småsludre med i Sahara. Jeg tror, han er stærk. Strong body, strong mind, som Chris MacDonald siger. Sådan en slags superhuman. Jeg mener, Casper Wakefield er en af de bedst placerede danskere i Marathon des Sables. Hvis ikke den bedste. Det kunne være fedt at slå hans placering, men det bliver kun i mine drømme. Men dem har man jo også lov til at have.

I forhold til Yukon Arctic Ultra, så er Marathon des Sables ren badeferie. Yukon Arctic finder sted i Nord-Canada op langs grænsen til Alaska i bjerge, sne og minus 35 grader. Ruten er på 720 km.

Syvhundredeogtyve kilometer.

Løbet fandt sted i starten af februar. Det er nok derfor, Casper Wakefield springer Marathon des Sables over i år. Han vandt Yukon-løbet til fods og gennemførte ruten i ny rekord, mindre end 8 dage. Så sad jeg der i lejligheden i Val Thorens i vinterferien og checkede på iPad’en, hvordan det gik med Casper. Sådan noget kan jeg blive helt bidt af at checke. Det var faktisk ret spændende. Godt lejligheden havde Wi-Fi.

James Cracknell har udødeliggjort Yukon Arctic ruten i et Discovery program for nogen år siden. Han tog den på mountainbike. Det er vanvittig god underholding. James Cracknell har en vilje, der ligger ud over min forstand. James Cracknell har også gennemført Marathon des Sabels som den bedst placerede englænder nogensinde. Meget godt gået af en olympisk roer, som vejer langt over 80 kg. Han har også lavet andre tossede ting som at ro over Atlanten. Han kom slemt til skade i forbindelse med, at han ville løbe, cykle og svømme tværs over USA. Men alt det kan du hygge dig med på en samling DVD’er, man fx kan købe på Amazon for latterlige 100 kr.

Da jeg var i Atacama, blev det ikke helt så koldt, som det nogle gange kan være. Vejret var i det hele taget lidt underligt. Det regnede. Atacama er det tøreste sted på jorden. Jeg tror ikke, det har noget med klimaforandringerne at gøre. Men de lokale havde ikke set noget lignende i 30 år.

Jeg har læst, at nattemperaturen i Sahara ligger omkring 14 grader. Så jeg er blevet enig med mig selv om, at Western Mountaineering HighLite er for varm til Marathon des Sables. Den har jeg droppet til fordel for Yeti Passion One. Den vejer sølle 265 gram. Så der sparrer jeg lige 190 gram i forhold til HighLite. Yeti reklamerer med, at det er verdens letteste sovepose. Det skal nok passe. Den har en komforttemperatur på 15 grader. Så nu håber jeg det ikke bliver koldere end normalt i Sahara. Hvis man fryser skal man bare tænke på, hvor koldt Casper Wakefield har haft det. Mit eneste dilemma med Yeti Passion One soveposen var, om jeg skulle gå efter medium eller large. Jeg er lidt for lang til medium størrelsen. Til gengæld sparer man 55 gram ved at vælge medium frem for large. Så jeg endte selvfølgelig med at vælge medium størrelsen. Man plejer at bruge rygsækken som hovedpude, så det er ikke helt så vigtigt, om man kan krybbe helt ned i soveposen.

Yeti Passion One soveposen er nem at få fat i. Jeg har set den i flere outdoor forretninger. Jeg har købt min i SpejderGEAR, som ligger Rødovrevej 213. Yeti Passion One er oven i købet på tilbud for tiden.

I mine yngre dage hang jeg ud i pladdebutikker. Mest i Badstuegade i Aarhus. Jeg har stadig alle mine LP’er. I papkasser. Da vi flyttede i hus i Vangede, begyndte jeg at hænge ud i byggemarkeder. Der kan man virkelig bruge en formue. På mine lidt ældre dage, dvs nu, er jeg så begyndt at hænge ud i outdoor forretninger. Der er ikke nogen i Vangede, men vi bor tæt på Lyngby, og der er der virkelig mange outdoor forretninger. Dem kan jeg godt bruge en hel lørdag formiddag på at hænge ud i – hvis ellers jeg ikke er i gang med at lave myslibarrer.

Jeg glæder mig til at tage min Yeti Passion One i brug. Sølle 265 gram. Håber den kan være i rygsækken. Det skal den.