I 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb som Marathon des Sables eller 4 Deserts serien er liggeunderlag ikke obligatorisk udstyr. Det vil sige, det ikke er et krav fra arrangørernes side, at man har liggeunderlag med.

Er man debutant i 7 dages ørkenløb, så kan man godt sidde og filosofere over, om det nu også er nødvendigt at have et liggeunderlag med. Man skulle jo nødigt slæbe rundt på noget overføldigt. Rygsækken er tung nok i forvejen. 8-9 kg.

De fleste løbere har dog et liggeunderlag med på ørkenløb. Selv vinderen af hele 4 Deserts serie i 2012, den spanske skovbrandmand Juan Vicente Garcia Beneito havde et liggeunderlag med. Det så jeg selv, han havde. Han vandt Atacama Crossing, Gobi March, Sahara Race og The Last Desert. Han vandt hele lortet i samme år. Som den første nogensinde. Sejt. Jeg tror, han oven i købet vandt alle etaper undervejs. Endnu mere sejt.

På kvindesiden vandt Anne-Marie Flammersfeld også alle løbene i 2012. Hun havde også liggeunderlag med. Under Atacama Crossing blev hun samlet nummer 13. Jeg blev nummer 14. Vi fulgtes en del undervejs. Hun er helt klart en glad idiot på løb. Det er jeg også. Jeg gav hende hånden, når vi skulle op ad nogle stejle skranter. Man er vel gentleman. Det gør man bare. Der er ikke så mange piger med i ørkenløb. Så dem, der er med, er man søde ved. Hun syntes, jeg så meget yngre ud, end jeg er. Det var nok derfor, jeg ikke løb fra hende.

I forbindelse med mine forberedelser til Atacama Crossing var liggeunderlaget nok den del af alt mit udstyr, jeg brugte mest tid på at undersøge.

Når man skal bestemme sig for hvilket liggeunderlag, man vil gå efter, er der flere ting, man skal vurdere. Dels R-værdien på liggeunderlaget, som er et udtryk for isoleringsevnen. Derudover skal man vælge, om det skal være et selvoppusteligt liggeunderlag eller et skumunderlag. Der er fordele og ulemper. Derfor kan det være svært at vælge.

Det selvoppustelige er typisk det letteste, og det som fylder mindst. Til gengæld er man sårbar overfor punkteringer og andet, der gør, at luften ikke holder. Skumunderlaget er en mere simpel konstruktion bestående af kompakt celleskum i forskellige tykkelser. Her er man ikke sårbar overfor punkteringer. Til gengæld fylder og vejer det typisk mere. Det siger sig næsten selv, at skumunderlaget er billigere end det selvoppustelige.

Jeg gik efter det selvoppustelig liggeunderlag. Det gjorde jeg primært, fordi jeg ville have liggeunderlaget inde i min rygsæk. Det kan skumunderlaget ikke. Det er lidt lige som tagboksen på en bil. Det gider jeg ikke. Det ligner lort. Jeg vil have det hele inde i bilen. Hvis man ikke kan have det inde i bilen, så må man prioritere. Sådan har jeg det også med rygsækken. Derfor blev det det selvoppusterlige liggeunderlag.

Jeg bestemte mig for liggeunderlaget Pacific Outdoor Equipment Peak AC 2/3. Rørerne løber på langs. Så tenderer man i mindre grad til at rulle af liggeunderlaget. De 2/3 henfører til at længden på liggeunderlaget er 2/3 af normal længde. Det er for at spare vægt. POE Peak AC 2/3 vejer heller ikke meget. Kun 320 gram.

Det med at være sårbar overfor punkteringer var jeg på forhånd meget bekymret for. I en ørken er der jo masser af små sten. Og folk vader rundt i teltet og tænker måske ikke lige over, at der ligger et liggeunderlag, som kan være sårbart, hvis man træder på det eller, hvis man trækker sten med ind teltet. Sådan er det. Selvom man har lappegrej med, så er der en risiko for, at man alligevel ikke kan stoppe luften i at fise ud.

I Atacama Crossing var der 10 pladser i hver telt. I vores telt var der 8 belgier og så Brian og jeg. I Atacama valgte belgierne (måske) klogeligt at tage pladsen helt inde i teltet. Der træder folk mindst og risikoen for, at nogen har slæbt noget med ind er lavere end, hvis du ligger yderst. Når man først har valgt en plads i teltet, så er det altså faste pladser resten af turen. Jeg valgte på en måde selv at ligge yderst. Jeg er en gammel mand og kan derfor godt finde på at skulle tisse om natten. Jeg lå yderst ved siden af Jan Orye og overfor Brian. Brian og jeg lå helt klart i risikozonen med hensyn til, at vores liggeunderlag kunne blive udsat for punkteringer. Man ligger, som man har redt.

Efter 3. etape gik det galt. Mit liggeunderlag kunne ikke holde luften om aftenen. Jeg prøvede at lappe hullet. Men det var helt umuligt. Jeg plejer ellers at være god til det med at lappe. Jeg har en dejlig kone og to drenge, som cykler rigtig meget. Men jeg kunne bare ikke finde det sted, hvor luften slap ud. Det var noget pis.

Den nat sov jeg virkelig ringe. Måske sammenlagt 1 time. At ligge i sin sovepose på stort set ingenting i en ørken er ikke rart. Det gjorde ondt hver gang, man forsøgte at vende sig. Det var lige før, jeg havde ondt af mig selv.

Dagen efter, hvor vi skulle løbe 4. etape, var jeg noget baldret, fordi jeg ikke havde sovet særlig godt. Min performance den dag er nok den, som jeg har været allermest skuffet over. Nogensinde. Jeg gik ned. Virkelig ned. Jeg gik måske 15 km igennem det berygtede saltflagelandskab. Store hvide knolde. Så langt øjet rækker. Føj jeg havde det ringe. Jeg kunne bare ikke have flere gels i mig. Jeg fik oven i købet næseblod. Jeg koncentrede mig om at skjule mit næseblod. Jeg ville ikke risikere at blive hevet ud af løbet, når jeg ankom til et checkpoint. Jeg løb med toiletpapir i næsen for at stoppe blodet. Tog det ud, lige før jeg kom til checkpointet. Der var langt hjem. Virkelig langt hjem. Den dag røg jeg ud af top 10. Det er ligesom Tour de France. En dårlig dag – og du er ude. Jeg var skuffet. Virkelig skuffet. Selvfølgelig var min dårlige performance ikke kun et resultatet af, at jeg havde sovet dårligt. Men uanset hvad, så er det faneme irriterende at falde tilbage i et klassement. Nu gik det lige så godt. Øv.

Efter 4. etape kunne min teltmate Jan godt se, jeg ikke havde det godt. Han tilbød, at jeg kunne få hans liggeunderlag. Det kunne jeg ikke tage imod. Alligevel endte det om natten med, at Jan lagde sit liggeunderlag på tværs. Så lå vi der røv mod røv i Atacama ørken. Det glemmer jeg aldrig.

I forbindelse med Marathon des Sabels, satser jeg igen på et selvoppusteligt liggeunderlag. Det er et sats. Jeg ved det. Går det galt denne gang. Så er det tagboks. Forever ever. Please not.

Det nye liggeunderlag, jeg har anskaffet, hedder Therm-A-Rest NeoAir Xlite, det er et af de mest kendte liggerunderlag, der findes på markedet. Det er det gule liggeunderlag, man kan se belgierne og Brian ligger på, på billedet ovenfor. Jeg købte mit i Lyngby. Jeg kunne måske have fået det billigere. På nettet. Men jeg er ligeglad. Lige netop hvad liggeunderlaget angår, så håber jeg bare, det holder. Xlite versionen i regular vejer 345 gram. Selvfølgelig har man lappegrej med.

Godnat og sov godt. På dit liggeunderlag.