Her er min yndlingsopskrift på myslibarer:
200 g hasselnødder
300 g andre nødder (fx pekannødder eller paranødder)
400 g dadler
400 g grove havregryn
2 dl god sirup
2 spsk. honning
Hasselnødderne varmes i ovnen ved 180 grader i 10 minutter eller indtil hinderne løsner sig. Hinderne nulres af. Pust hinderne væk, udenfor. Skær nødderne og dadlerne i mindre stykker. Kør det hele sammen til en samlet masse. Kom myslimassen i en lille bradepande, fordel massen jævnt og sæt det i køleskabet til næste dag. Herefter kan man skære dem ud i passende størrelse og pakke dem ind i folio. Så går det rigtig hurtigt, når madpakken skal laves i hverdagen. De holder sig fint i op til 3 uger, men så lang tid går der aldrig hjemme hos os.
Det er vigtigt, at man bruger gode dadler. Jeg foretrækker dem fra Tyrkiet. Ikke dem, du normalt ser på mormors julebord. Og det med at varme hasselnødderne er altså ikke bare noget fis. Bitterheden forsvinder og de får en dejlig rund og gennemtrængende smag i myslibarren.
Ovenstående er inspireret af en opskrift i Claus Meyers ”Meyers Kager”. Hvis du ikke har bogen, så køb den.
Bemærk i øvrigt, at man kan bruge myslibarerne som alternativ til alt det andet bras, man kan købe af energiprodukter. En energibar koster typisk mellem 15 og 25 kr. Vanvittigt. De hjemmelavede er billigere, smager bedre og er af titusinde gange bedre kvalitet.
