Pre-race Atacama Crossing 2012, I

I juni 2011 var jeg så dum at ramme mig selv i foden med en økse og blev syet med 6 sting. Dumt, meget dumt. Jeg kom først i gang med at løbe igen i starten af august og nu, 7 måneder senere, er jeg klar til at tage afsted til Chile for at løbe Atacama Crossing 2012. Øksehugget fik mig til at indse, at det at kunne løbe betyder meget for mig. Meget mere end jeg havde troet. På den måde har træningen til Atacama (stort set) ikke været nogen sur opgave, jeg har simpelthen bare været glad for at kunne løbe, selv når det var en hundekold januar morgen kl. 6:30 i Dyrehaven i bælgravende mørke. Selvfølgelig bliver Atacama Crossing en hård opgave, men selv når det bliver allermest hårdt, vil jeg minde mig selv om, at jeg er drevet af glæden ved at løbe.

Jeg har efterhånden løbet en del maratons og er blevet så rutineret, at jeg kan ramme en på forhånd fastlagt tid ret præcist, selv når jeg er gået efter personlig rekord. Men Atacama Crossing bliver noget helt andet. For mig er der rigtig mange ukendte faktorer, som jeg aldrig har prøvet før. Selvfølgelig er selve distancen på 250 km i sig selv en udfordring, men så er der også en tung rygsæk på 8,5 kg oven i hatten, løbe i 2500-3500 meters højde, overnatte 7 dage i en ørken, varme/kulde, har jeg den rigtige mængde mad med osv. Jeg er ude på dybt vand, men der er ikke andet for end at tage tingene, som de kommer. Jeg vil gøre mit bedste, og så må vi se hvor langt, det rækker. Jeg glæder mig til at rejse sammen med Brian, møde en masse løbe-nørder, opleve naturen og mange andre nye indtryk.

Pre-race Atacama Crossing 2012, II

Efter en 33 timer lang rejse ankom vi onsdag til San Pedro, som er en hyggelig lille by, der ligger i en oase i Atacama ørkenen. Det regner ikke så tit i Atacama, det er faktisk det tørreste sted på jorden, men i San Pedro er der pænt grønt, hvilket skyldes, at der løber vand ned fra Andesbjergene. Det er nok grunden til, at San Pedro ligger, hvor den ligger.

Torsdag var vi på en tur til Måne Dalen, som er et helt utroligt landskab, som minder meget om, ja, overfladen på månen. Men nu er det ved at være alvor. I morgen, lørdag, skal vi checkes ind til løbet. Vi skal igennem et lægetjek, og vores rygsæk skal checkes for, om vi har alt det med, man skal have med. Fredag har jeg brugt flere timer på at optimere rygsækken, så absolut intet overflødigt er med. Jeg er kommet ned på 8,1kg. Jeg satser nu på ikke at have særlig meget mad med til fredag og lørdag. Fredag (dag 6) skulle gerne være en fridag, efter den lange tur på ca. 80 km om torsdagen og lørdag er bare den sidste korte etape på 15 km. Så de to sidste dage kommer jeg til at sulte, men det er vel ikke værre end, at jeg kan æde det resterende toiletpapir, jeg har tilbage. Selvom min rygsæk vejer mindre end Brians (150 gram, men han overvejer at tage et enkelt måltid ud), så kan jeg ikke have soveposen inde i rygsækken, det kan Brian, lidt irriterende, men jeg har forsøgt 5 gange, men nej den går ikke.

To pudsige oplevelser fredag. Først oppe ved torvet, hvor vi fik frokost, så vi et par fyre, som bestilte en 2 liters kande med øl. Det så godt nok dejligt ud, nu hvor vi selv sidder og drikker den ene liter vand efter den anden. På et tidspunkt falder vi i snak med de to, og det viser sig, at de faktisk skal løbe Atacama. Ja sådan har man jo forskellige indgangsvinkler til at forberede sig til løbet.

Anden pudsige oplevelse, vi er på vej op for at spise aftensmad, og vi støder på en englænder, Steve, som var helt ude af den. Hans kuffert var ikke ankommet, så han manglede al sin mad. Brian og jeg havde rigeligt til overs, så han fik en hel sæk med mad (mindst 20.000 kalorier), som nemt vil kunne dække hele ugen. Han blev meget glad, og vi fik en lettere kuffert til hjemturen. Men nu skal vi først lige igennem de 250 km. Tak for kommentarerne. Bliv endelig ved, selv hvis du ikke kender mig.

Stage 1 – Navigation By Rock

Så har jeg for første gang overnattet i ørkenen og løbet en etape i det her vanvittige løb, Atacama Crossing. Med hensyn til at sove, det var helt klart den lette del. Jeg havde det faktisk for varmt. I nat vil jeg sove uden jakke. Hvad selve første etape angår, så var jeg meget opmærksom på ikke at lægge for hårdt ud. Men på trods af det, flippede min puls fuldstændig ud i starten. Helt klart fordi højden på over 3300 meter spillede mig et puds, det er en meget mærkelig fornemmelse at løbe langsomt og så gispe efter vejret. Dertil kom, at mit pulsur ikke virkede i starten, selvfølgelig fordi jeg havde glemt at putte vand på bæltet. Jeg løb med et gennemsnit på 83% og lå i pulszone 4 stort set hele tiden, så det var vel ikke helt ved siden af. På den midterste del af ruten havde jeg pænt fart på, det var relativt fladt, når det var fladt, vandt jeg tid på (nogen af) dem foran mig. Den sidste tredjedel gik bare op og op, det var meget hårdt, men fik da indhentet en belgier fra vores telt, det gav trods alt street credit i vores telt, hvor Brian og jeg overnatter sammen med 7 belgiere. Jeg endte som nummer 5, kun et minut efter nummer 4. De tre første løber meget stærkt. Alt i alt har jeg det fint. Jeg har lavet nogle begynderfejl med hensyn til mit udstyr, men sådan er det, så må man jo lære det på den hårde måde. Nu gælder det bare om at blive frisk til i morgen, der er stadig lang vej hjem.

Stage 2 – The Slot Canyons

Sikke en rute i dag, det er det mest utrolige landskab, jeg nogensinde har set. Andesbjergene i horisonten, kæmpe sandklitter, floder, som skulle krydses flere gange, og grønne områder nede i dalen. Ubeskriveligt smukt. Det var også en meget svær rute at løbe. I starten løb vi langs en flod med masser af store sten. Floden skulle krydses adskillige gange, underlig fornemmelse at løbe med vand i skoene. På den midterste del skulle vi ned af kæmpe sandklitter, egentlig ret sjovt. Til sidst igennem et busket område som var meget mudret, hvilket gjorde det næsten umuligt at løbe igennem. Belgieren Bart, som blev syg på ruten i går, gjorde det rigtig godt i dag. I det hele taget er de ret hurtige vores belgiske tentmates. Og så er der Brian, igen i dag gjorde han det fantastisk, respekt. Jeg løb meget af ruten sammen med Mark, som flere gange sagde, at mit tempo var “slavedrive”, som jeg selv kalder for traktortempo, stille og roligt uden at presse for meget på. Jeg blev nummer 6. Men indrømmet, jeg er noget mere træt i mine ben i dag, og mine skuldre er meget ømme. Heldigvis bliver rygsækken lettere i takt med, at jeg får spist min mad.

Stage 3 – The Atacamenos Trail

Først tak for alle kommentarerne og støtten, det hjælper på moralen. Venner, det her er et meget smukt løb, men det er også ekstremt hårdt. Hvis jeg ikke i forvejen havde respekt for sidste års vinder Anders K. Jensen (dansker), så har jeg det nu. Vinder man det her løb, så er man stærk. Stærk det er også lige, hvad vores belgiske tentmates er, tre i top 10 i dag, flot. Og Brian, han er altså en fighter af rang, imponerende af en mand, som for tre år siden stort set ikke løb.

Jeg var en smule bekymret efter etape 2, fordi mine ben var meget ømme. Så taktikken for etape 3 var simpelthen at tage det så roligt som overhovedet muligt, løbe mit eget tempo, var ret ligeglad med, at folk overhalede mig. Jeg blev vist nok nummer 13. Det gælder om at beskytte sig selv og være så frisk som muligt til den lange etape 5 på over 70 km. Så på etape 3 var jeg sådan set frisk nok hele vejen. Det var uden tvivl den hårdeste etape indtil videre. Først igennem 5 km 1.5 meter højt busket område, hvor underlaget var ekstremt mudret. Efter et okay fladt stykke skulle vi igennem vanvittige stejle og høje (nok 8-10 meter) sandklitter, det var simpelthen ned på alle fire for at komme op – og det blev bare ved og ved indtil flere gange. Min liggeunderlag er punkteret, så det dumper jeg i morgen, så må man jo bare sove på det underlag, der nu en gang er, det går nok. Mine gaiters er også gået i stykker, så de ryger nok også ud. Så må vi se, om det hjælper på tempoet. Taktikken for etape 4 er den samme som for etape 3, stille og roligt.

Stage 4 – The Infamous Salt Flats

Nå så etape 4 skulle have været en stille dag på kontoret. Det var det så ikke. I dag havde jeg det desværre ikke så godt. På etape 4 kom jeg til det punkt, hvor min krop bare ikke ville absorbere mere sukker. Lidt lige som at komme diesel på en benzinbil. Så kommer man altså ikke langt på literen. Det skete desværre allerede efter 10 km, så der var lang vej hjem. Synes ellers jeg tog det stille og roligt i starten, hvor det gik rigtig meget op og ned. På det flade stykke var jeg klar til at sætte batmobilen op i gear, men sådan skulle det ikke gå, jeg gik nærmere ned i gear. Så det blev en lang vej igennem de berygtede Salt Falts, som bare blev ved og ved. Her var det, at jeg skulle minde mig selv om adskillige gange, at jeg kan lide at løbe. I morgen er det så den lange etape 5 på over 70 km. Den bliver en hård nød at knække, men det er ens for alle. Belgierne gør det bare bedre og bedre, det er nogle hårde bananer, som alle har deltaget i Marathon des Sables og andre vanvittige løb. Og Brian kører bare derud af som en traktor. Dog vil jeg påstå, at mine fødder er pænere end hans. Jeg har to små tendenser til vabler, men ikke noget det har været nødvendigt at prikke hul på. Brian vil vist nok miste 4 negle indtil videre – en af dem har han oven i købet fået boret hul i. Det tog han bare i stiv arm, tough guy.

Stage 5 – The Long March

Så er det fridag, efter torsdagens lange etape 5 paa 74 km. For at gøre en laaang historie kort, så sluttede jeg som nummer 17 på etapen. Jeg tog det stille og roligt i starten og overhalede rigtig mange, det hjælper på moralen i 35 graders varme. Har regnet ud, at jeg under etapen har drukket mindst 12 liter vand. Inden etape 6 er jeg samlet set nummer 14. Kun min sidemand i teltet, belgien Jan Orye, er både ældre og bedre placeret end mig. Meget cool gut.

Det har været en faktisk oplevelse, og jeg har lært rigtig meget af den her tur. Glæder mig til at komme i mål og få en cola og en pizza. Mest af alt glæder jeg mig dog til at komme hjem til min familie.

Tak for støtten og kommentarerne. Tak for denne gang.