TDS

Den 28. august 2013 klokken 7 om morgenen i centrum af Courmayeur i Italien vil jeg sammen med 1.499 andre løbere stå klar til at forcere 7.250 positive højdemetre over en strækning på 119 km med mål i Chamonix i Frankrig. Imodsætning til ørkenløb, hvor man løber 250 km over en lille uge, så er det her løb altså i ét hug. Jeg tror, det bliver rigtig hårdt. Jeg frygter det på en måde mere end Marathon des Sables.

Profil for TDS (Sur les Traces des Ducs de Savoie)
Profil-TDS-2013

Turen går først via Maison Vieille ved Col Checrouit op mod Rifugio Elisabetta (2197m). Videre opad mod Col Chavannes (2603m), som ligger ved siden af ​​Col de la Seigne. Jeg har ikke selv været der (endnu), men det siges at være et utroligt smukt sted. Herefter følger en lang nedstigning på skråningerne ved Petit Saint -Bernard (2188m). Så forlader man Aosta-dalen, og begiver sig ind i Haute Tarentaise langs ruten, som romerne siden år 2 brugte som passage gennem Alperne på deres vej fra Rom til Lyon. Herefter venter en alvorlig opstigning på næsten 2000 meter, hvor man vil passere forterne i Truc og la Patte, som blev bygget i slutningen af ​​det 19. århundrede, da franskmændene, ville beskytte dalen mod italienske troppers angreb. Lige efter Col de la Forclaz (2354m), passerer man lac Esola, hvorefter man skal klatre op over Passeur de Pralognan (2567m). Så går det stejlt ned til Cormet de Roselend. Derefter er man nødt til, at gå op til Col de la Sauce via passagen du Curé til den lille landsby La Gitte med Chapelle de Notre-Dame des Neiges fra 1639. Derefter går det op mod Col de Gitte (2322m), hvor der skulle være en fantastisk udsigt over Mont-Blanc, Aiguilles Rouges, Fiz og Aravis. Så går det via Grande Pierrière til Col du Joly, efterfulgt af en brat nedstigning til Les Contamines, hvorefter det så går op til Col du Tricot. Her krydser man gletscheren ​​Bionnassay via en gangbro op mod Bellevue, hvor det så går ned mod Les Houches. Det eneste, man så mangler, er at komme til centrum af Chamonix. Du kan følge ruten på Google Earth her.

Carte-TDS_coureurs-2013_720

Dette indlæg blev udgivet i Alt, Løb. Bogmærk permalinket.

1 Response to TDS

  1. Pingback: Ouarzazate | Henrik Jørgensen

Skriv en kommentar