Der er nu 3 uger til, at jeg er i Marokko for at deltage i ørkenløbet Marathon des Sables. Så skal man så småt til at tænke på at trappe ned med træningen. Restitution er godt. Men det føles ofte underligt at skulle trappe ned, man går ind i en ny fase, og det kan derfor godt sætte gang i en proces, hvor der opstår tvivl.

Jeg har prøvet det mange gange før. De gange, hvor jeg er gået efter PR på maratondistancen, er jeg også i nedtrapningsfasen kommet i tvivl om, jeg nu når min målsætning. Spørgsmål trænger sig på. Har man trænet nok? Skulle man have givet sig mere på intervallerne? Skulle man have løbet flere lange ture? Og længere? Vejer man ikke også 1-2 kg for meget? Osv. Nu lever jeg ikke af at løbe, så det virker måske fjollet, at sådanne ting melder sig i hovedet på mig. Men jeg er konkurrencemenneske, jeg vil gøre det godt i relation til de ting, jeg er bidt af. Det gælder mit arbejde, det gælder løb. Det er okay fra tid til anden at løbe et hyggemaraton, men hvis jeg går efter PR eller en god tid, så er jeg fokuseret på mit mål.

For at bearbejde tvivlen bruger jeg ofte Daniels’ Running Formula, som er god til at gøre ens forventninger realistiske. Siger formulen fx 2:55 for et maraton, så kan man lige så godt lade være med at tro, at man kan løbe 2:50. Det kan man godt glemme, det ville være dumdristigt at gå efter 2:50, risikoen er snarere, at man ender langt over 3 timer, hvis formlen siger 2:55. Når ens forventninger er realistiske, bliver man mindre i tvivl. Det betyder selvfølgelig ikke, at PR eller en god tid på et maraton bare er en walk-in-the-park, man skal virkelig stramme sig an for at kunne løbe op til Daniels’ Running Formula tiderne. Bogen kan købes her.

I tvivlsfasen skærper jeg mit fokus frem mod at leverere mit optimale. Så når jeg kommer i tvivlsfasen, så minder jeg altid mig selv om, at det helt normalt at være i tvivl. Det, der selvfølgelig gør det anderledes med Marathon des Sables, er jo at det ikke bare er endnu et maraton i rækken. Når jeg skal løbe et godt maraton, ved jeg, at jeg den sidste time af løbet skal ligge på grænsen af min formåen, dvs 90% af min maxpuls. Det er pissehårdt. Fuck det er hårdt. Men det er lige som det. Det var den formiddag. Så kan man hygge sig resten af dagen med familien.

Marathon des Sables er et 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb. Så i forhold til et maraton er der rigtig mange parametre, man skal have styr på for at kunne levere en optimal præstation. Det nytter fx ikke noget at løbe røven ud af bukserne de 2-3 første dage, så er det bare payback time senere. Det gælder virkelig om at holde igen med kræfterne på etaperne. Det gjorde jeg ikke helt ved Atacama Crossing de to første dage, og så fik jeg hammeren på 4. etape. Det er lidt lige som i et maraton – i starten skal man lade være med at lade sig rive med af flokken og i stedet holde sig til sin egen plan. Gør man det, så overhaler man rigtig mange de sidste 10 km. I 2011 blev jeg nummer 50 ved Københavns maraton, der overhalede jeg 40-45 løbere de sidste 10 km, nøj man bliver høj af at disponere rigtigt. Havde det løb været 10 km længere, havde jeg sgu’ nok vundet…Jeg håber, jeg rammer den fornemmelse under Marathon des Sables. Det var mine belgiske telt-mates pisse gode til under Atacama Crossing.

I forhold til Atacama Crossing er jeg også blevet klogere med hensyn til maden, jeg har bedre styr på mine gaiters, jeg tager sovepiller med, så jeg forhåbentligt får sovet ordenligt (denne gang), det er faneme vigtigt. Jeg er i det hele taget meget mere afklaret denne gang.

Jeg vinder selvfølgelig ikke Marathon des Sables. Men jeg tror, top 200 ud af 1000 deltagere er realistisk. Det er ikke noget, jeg går efter, men hvis jeg leverer en optimal præsentation i forhold til min egen formåen, tror jeg, det er muligt at komme i top 200.

Jeg er i tvivlsfasen – men det er okay. Jeg har været der før. Run, Henrik. Run!