Da jeg startede med at skrive på fartleg.com, var det egentlig mest, fordi jeg havde til hensigt at skrive om mine erfaringer med noget af det udstyr, man tager med sig på ørkenløb. Det synes jeg selv, jeg manglede nogle beskrivelser af, da jeg forberedte mig til Atacama Crossing. Så det var oplagt i forbindelse med mine forberedelser til Marathon des Sables at skrive om det udstyr, jeg tager med mig.
Men kun at skrive om udstyr er altså for kedeligt. Selvfølgelig er det vigtigt at have fokus på at optimere de ting, man har med i rygsækken. Men undervejs i skriveprocessen gik det op for mig, at det at skrive om udstyr selvfølgelig kun er sekundært i forhold til det, som det i virkeligheden drejer sig om for mig – nemlig glæden ved at løbe. Nærmest helt ubevidst har der her på fartleg.com sneget sig flere historier ind under menupunktet Motivation end under Udstyr.
På engelsk bruger man udtrykket “Why, how, what?” Det dækker over, at man tit bruger uforholdsvis meget tid på at forklare hvordan og hvad man gør. Til gengæld bruger man ofte for lidt tid på at forklare, hvorfor man gør det, man gør. Jeg kender det fra min hverdag, hvor jeg investerer. Her er det ernormt vigtigt at forklare, hvorfor man gør det, man gør. Det er ikke så vigtigt, hvordan man gør det. Hvorfor (motivation) er sagens kerne, hvordan og hvad (udstyr og selve løbet) er det praktiske.
I forbindelse med ørkenløb er der rigtig meget hvordan og hvad, så som at spise, drikke, sove, udstyr, terræn osv. Det kan straks være sværere at forklare, hvorfor man deltager i ørkenløb. Nogen synes, det er latterligt at løbe, og nogen, som mig, synes, det er fantastisk. Dem, der synes, det er latterligt, er der sådan set ikke nogen grund til at forklare hvorfor. De forstår det ikke alligevel. Det er lidt det samme som folk, der prøver at forklare mig, hvorfor det er fantastisk at spille golf.
Men uanset om man er bidt af det ene eller det andet, så synes jeg, det er interessant at stille sig selv spørgsmålet, hvorfor?
Så hvorfor er det, at jeg løber stort set hver eneste dag, ja fra tid til anden to gange om dagen? Hvorfor kan jeg nogen gange slet ikke kan huske, hvordan jeg løb på arbejdet som om det hele var på automatpilot? Hvorfor kan det være, jeg sommetider har en følelse af, at jeg svæver af sted? Hvorfor fartleg.com? Hvorfor kan det være, jeg tit ser ting klarere når jeg løber? Hvorfor tager jeg sommetider armene ud til siden og løber som et barn, der leger flyvemaskine. Hvorfor kan jeg være totalt fokuseret, når jeg løber et maraton? Hvorfor kan en løbetur klokken 4:55 om morgenen være så fredfyldt? Hvorfor er det, at man kan føle en kæmpe glæde ved at løbe? Hvorfor føler jeg mig sommetider vægtløs, når jeg løber? Hvorfor?
Fordi jeg kommer i en tilstand af flow, når jeg løber. Jeg tror, at når man i forbindelse med det, man er bidt af, først har oplevet en tilstand af ubesværethed og total kontrol, så er det en tilstand, man søger at opnå igen og igen. Flow er en tilstand af total nydelse og fuldkommenhed. Jeg oplever tit flow tilstanden, når jeg løber. Det er nok, fordi man på en måde bliver høj af løb. Når man løber, så udvikler man endofiner. Og endofin er stærkere end morfin, og man bliver afhængig af det. Det er også derfor, jeg kan godt lide udtrykket en glad idiot på løb.
Det er selvfølgelig ikke mig, der er kommet på at kalde den svævende løbefornemmelse for flow. Fornylig var jeg til et foredrag med fridykkeren Stig Åvall Severinsen, hvor han beskrev flow tilstanden. Guruen indenfor flow hedder Mihaly Csikszentmihalyi, som i årtier har forsket i positiv psykologi. Jeg synes, Mihaly ligner Hemingway.
Flow er selvfølgelig ikke noget, som kun er relateret til løb eller for den sags skyld sport. Flow kan opleves i alle mulige sammenhænge, hvor en aktivitet giver en følelse af energifyldt fokus, glæde, fuld involvering og en nydelse i processen af aktiviteten.
Mihaly Csikszentmihalyi og hans kollegaer har lavet tusindvis af interviews og fundet, at følgende tilstande for det meste er til stede, når man føler flow:
- Fuldstændig engageret i hvad vi foretager os – fokuseret og koncentreret
- En følelse af ekstase – udenfor hverdagens trummerum
- Større indre klarhed – ved hvad der skal gøres, og hvor godt det går
- At det er opnåeligt – at vores færdigheder kan udføre opgaven
- En følelse af sindsro – har ingen bekymringer
- Tidsløshed – fokuseret på nu’et, timer føles som minutter
- Indre motivation – det, som producerer flow, bliver en belønning i sig selv
Til hverdag når jeg løber, har jeg forholdsvis let ved at komme i flow tilstanden. Men i forbindelse med Atacama Crossing var det meget svært at ramme flow. Jeg tror, det var, fordi jeg var stresset på parametre som søvn og mad. Belært af mine erfaringer fra Chile, tager jeg denne gang mere mad med og sovepiller Jeg håber, det vil gøre mig mindre stresset. Hvis jeg derudover holder igen på kræfterne, tror jeg, at jeg lettere rammer flow denne her gang.
Flow er en tilstand, hvor jeg føler, at jeg eksekverer mit løb optimalt. I forbindelse med ørkenløbet Marathon des Sables er mit mål at ramme flow så meget som overhovedet muligt.


Pingback: Ouarzazate | Henrik Jørgensen