Dagens 2. etape af Marathon des Sables 2013 var kun 30 km, men ekstrem hård med tre modbydelige stigninger. De to første var meget lange med stigninger på 15 pct., men især den sidste var vild med 25 pct. stigning.
Det føltes som om, det blev ved og ved, men vanvittig flot udsigt fra toppen. Det er meget krævende, og man skal virkelig passe på ikke at snuble på vej ned, hvor der er mange store sten. Etapen sluttede af med mange sandbanker.
Jeg kan hilse og sige, der er meget sand i Sahara. Men okay løbet hedder jo heller ikke Marathon des Sables for ingenting, for Sables betyder jo sand.
Igen i dag lagde jeg meget forsigtigt ud. Det er lidt fortvivlende, når folk i starten suser forbi, men jeg holder mit eget tempo. Alt i alt gik det fint, jeg føler mig godt løbende, specielt når jeg til sidst stille og roligt uden at presse mig selv overhaler folk.
I nat sov jeg som en sten i 9 timer, det er rigtig godt at sove så meget. Jeg håber, det fortsætter på den måde.
På anden etape sluttede jeg efter fire timer og seksogtyve minutter på en 96. plads på etapen (efter den foreløbige ranking). Så jeg har løbet mig lidt op.
(Indlæg pr. langdistance og begrænset antal anslag)
Til tonerne af Highway To Hell gik starten på Marathon des Sables 2013. 1. etape var på 37 km og havde mange sandbanker på det midterste stykke.
Jeg tog det stille og roligt i samme tempo hele vejen, i modsætning til rigtig mange andre, som gik de sidste 10 km. Temperaturen på etapen var vist over 40 grader, men det føles dog ikke så slemt, da det blæser en del. Til gengæld har det de første par dage været pænt koldt om natten til omkring 4-5 grader, jeg fryser en del om morgenen, men ellers sover jeg fint fra kl 20 om aftenen.
Jeg bor i telt 23 (af i alt 147), sammen med Niels, Michael, Katharine og Gitte. De er alle rigtige seje løbere. Vi hygger os, humøret er højt.
Løbet er meget professionelt arrangeret. Der er virkelig styr på det. Jeg har på mærkelig vis mistet mine solbriller, men fik købt nogle nye af de lokale, som var ved teltlejeren inden starten gik. Det her løb uden solbriller ville ikke været så godt. Til gengæld løber jeg nu rundt i Marathon des Sables 2013 med en marokkokansk fyrs solbriller. Det havde jeg ikke lige planlagt hjemmefra. Men egentlig dejlig finurligt.
Første etape sluttede for mig efter fire timer og fyrre minutter med en placering som 148.
Det er mig i starten af klippet…
(Indlæg pr. langdistance og begrænset antal anslag)
Rygsæk
Jeg løber med Inov-8’s Race Elite 24L, den vejer kun 289 gram, det er trods alt 69 gram mindre end den gamle version. Når det gælder vægt, så er der Inov-8 – og så alle de andre. Sidelommerne er blevet større, det er rigtig godt. For at gøre lynlåssnoren mere stærk, har jeg skiftet den originale ud med en metal version.
Vandbeholdere
Beholderne kan hver især rumme 0,75 liter. Den ene af beholderne er mærket “V” og den anden “S”. Flasken, hvor der står “V”, indeholder kun vand, mens beholderen “S” indeholder sukkerholdigt væske. Så har man altid styr på, hvad man har i flaskerne og mindsker risikoen for at få blandet det sammen.
Elektrolytter
Ved dehydrering eller ved store mængder indtag af vand vil ens elektrolytbalance blive påvirket. Elektrolytter er salte. De mest almindelige elektrolytter er natrium, klorid og kalium. Mængden af elektrolytter i 1-2 piller dækker behovet ved 1 times løb.
Vitamin I
Lidène indeholder doxylamine og er sovepiller. Jeg gider bare ikke at være vågen det halve af natten. Ciprofloxacin er antibiotika og anvendes til at behandle baktierieinfektioner. Ibuprofen er det, man kalder for et non-steroidt anti-inflammatorisk lægemiddel, forkortet NSAID.
Ur
Jeg løber ikke med pulsbælte og har heller ikke GPS med. Det gør jeg heller ikke til hverdag, så hvorfor begynde på det pjat i konkurrence. Jeg stoler i stedet på min intuition og lytter til min vejrtrækning. Så jeg skal primært bruge uret til at se hvad klokken er. Den eneste puls, der er i fryserummet på Rigshospitalet, er nattevagtens.
Sovepose
Yeti Passion One vejer sølle 265 gram. Den har en komforttemperatur på 15 grader. Jeg bruger medium størrelsen, så sparer man 55 gram i forhold til large.
Liggeunderlag
Therm-A-Rest NeoAir Xlite. Xlite versionen i regular vejer 345 gram. Det er lidt et dilemma, om det skal være et selvoppusteligt liggeunderlag eller et skumunderlag. Hvis mit liggerunderlag punkter igen, er det skumunderlag fremadrettet.
Løbesko
Jeg løber i Inov-8’s Roclite 295, de fungerede fint under Atacama Crossing. Jeg fik stort set ingen vabler eller havde andre former for fod-problemer, modsat de fleste andre. Til daglig løber jeg i Nike Vomero, verdens bedste løbesko.
Gaiters
For at undgå at der kommer for meget sten og andet snavs ind i skoene. Gaiters sidder bedst fast hvis der syes et velcrobånd rundt om løbeskoene. Sidst sad mine ikke godt fast. Har denne gang været forbi skomager.dk. Jeg synes, at de har lavet et rigtig godt stykke arbejde.
Mad
Man skal minimum have 12.000 kalorier med. Jeg har planlagt at medtage 23.726 kalorier. Det er 3.400 kalorier pr. dag. Det vejer i alt 6,3 kg. Jeg justerer sikkert i regnskabet, inden starten går til Marathon des Sables. Læs mere her, her og her.
Kogegrej
Til at koge vand bruges kedlen MSR Titanium. Den har kapacitet til 850 ml. Den vejer sølle 125 gram. Som brændestel medbringer jeg Esbit (model CS75S), som består af tre vægge som kan kobles sammen med en lille rund plade i midten, hvorpå sprittabletter kan placeres. Det vejer 75 gram.
Lighter
Windmill Delta Stormproof er en stormlighter. Butantanken rummer nok til ca. 20 minutter flamme af middelhøjde (justerbar), hvilket burde være rigeligt til en uges ørkenløb. I vinduet kan man se, hvor meget væske man har tilbage.
Anti-gifts pumpe
Pumpen er obligatorisk udstyr. Pumpen skulle kunne suge gift ud i tilfælde af slangebid, stik fra skorpioner, edderkopper, og hvad der ellers findes af spændende ting og sager i ørkenen. For at spare vægt tager jeg ét mundstykke med.
Sokker
Jeg løber i Drymax trail running v4. De har Dual Layer Moisture Elimination System, anti-blister system og active odor control via deres MircoZap. Måske jeg tager et par kompressionssokker med, men kun for at prøve det her.
Trøjer
Jeg tager 2 trøjer med mig. En korteærmet i 100% polyester til selve etaperne og derudover en Montane med både polyester og merino uld. Til selve etaperne bruger jeg desuden overtræksærmer, som jeg synes har en dejlig kølende effekt.
Bukser
Nike løbebukserne har jeg altid på til et specielt løb og jeg vil også have dem på, når jeg slår Fauja Singh’s verdensrekord. Sidst havde jeg kun ét par løbetights med. Det var dumt. Efter et par dage er der aflejret så meget salt i bukserne, at det bliver lidt klamt at have på. Så stod jeg der et afsides sted fra teltlejren i Atacama ørkenen i bar røv og fik vasket mine tights.
Jakke
Jakke er ikke obligatorisk til Marathon des Sables, men jeg tager nu alligevel en Montane Slipstream Quantum GL Jacket med. Den vejer 68 gram. Det er ikke nødvendigt at have en varmere jakke med, fryser man, kryber man bare ned i soveposen.
Tøfler
Efter etaperne er det træls, at rende rundt i teltlejren i det samme fodtøj, som man lige har løbet adskillige timer i. Så til turen medbringer jeg et par hoteltøfler.
I en ny newzealandsk undersøgelse fra Massey Universitet i Auckland har man fundet ud af at stramme strømper hjælper på musklernes restitution. To grupper med hver 14 motionister blev sendt ud på en 10-kilometers løbetur. Dagen efter rapporterede gruppen, som havde brugt kompressionsstrømper, om mindre ømhed end gruppen, der ikke havde de støttende strømper på. Du kan læse mere her.
Her er programmet for Marathon des Sables 2013. Der er 1050 deltagere, som fordeles i 146 telte. Som man kan se af teltplanen, så er der mange deltagere fra Frankrig og England. Telte nr. 23-28 er det skandinaviske område. Teltene bliver taget ned omkring klokken 6 om morgenen, og bliver så sat op ved målet for dagens etape.
Søndag, Mandag, Tirsdag: 35-40 km.
Onsdag: 80 km
Fredag: 42,195 km
Hjemme hos os smider vi næsten aldrig mad ud. Det er ikke, fordi min kone og jeg er nøjsomme jyder. Men mere fordi vi synes, det er noget griseri at smide mad ud. Det er dårlig udnyttelse af vores ressourcer at smide mad ud. Det er simpelthen spild af planter og dyr, som kunne have været udnyttet bedre. For os er det ikke kun et pengespørgsmål, at vi ikke smider mad ud, men også et ønske om at agere med omtanke i forhold til vores mad.
En ting er sikkert, når jeg den 5. april 2013 tager til Sahara for at deltage i Marathon des Sables – et 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb – så er der ikke nogen, som smider mad ud. Jeg vil ikke sige, man direkte sulter undervejs i et ørkenløb – det er jo trods alt kun 7 dage – men hold da op, hvor cola og pizza smagte godt, da jeg kom i mål under Atacama Crossing. Jeg tabte ca. 7 kg på den uge, jeg løb rundt i Atacama ørkenen, men tog dem hurtigt på igen.
Det er selvfølgelig ikke nogen kulinarisk oplevelse at løbe 7 dages selvsupplerende ørkenløb. Men under Atacama Crossing gjorde jeg alligevel den fejl, at jeg ikke tænkte så meget over, hvad jeg tog med af mad. Jeg var mere fokuseret på, at jeg bare skulle have nogle kalorier med, og at det ikke vejede for meget. Jeg er nemlig ikke specielt kræsen. Men jeg fandt da ud af, at 7 pakker frysetørret Fruity Muesli til morgenmad og 20 gels med orangesmag ikke lige er lykken i en hel uge. Selvfølgelig kan man få det ned, men variation og mad, der kommer tæt på det, man godt kan lide, er en fordel. Så blev jeg den erfaring rigere.
Da Brian og jeg kom tilbage til hotellet efter at have deltaget i Atacama Crossing, spiste jeg en hel pakke små salamipølser, som Brian havde tilovers. Nej, hvor de smagte godt. Derefter spiste jeg en hel pose Beef Jerky. Jeg havde 5 poser af dem med til Chile, som jeg til allersidst undlod at tage med til selve løbet. Så sad jeg der på hotelværelset og spiste en pose Beef Jerky og syntes, at det var det bedste i hele verden. Hold da op, hvor jeg synes, det var åndsvagt af mig at have fravalgt de poser Beef Jerky. Så Beef Jerky og salamipølser skal helt klart med denne gang.
Til Marathon des Sables har jeg valgt at bruge Hammer’s protein og energi produkter. Det var dem, jeg syntes smagte bedst under Atacama Crossing, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det skal være Hammer. Der er en vis overvægt af chokolade smag. Jeg kan godt lide chokolade, og jeg nægter at tro, at jeg nogensinde bliver træt af smagen af chokolade.
Morgenmaden har jeg beskrevet her, men kort fortalt, så har jeg vakuumpakket portioner af den morgenmad, som jeg spiser til daglig. Jeg har blandet mælkepulver i, så det bare skal tilsættes vand. Jeg har smagt på det, det smager fint.
Til aftensmaden bliver det frystørret mad. Under Atacama Crossing brugte jeg Expedition Foods’s 800 kaloriepakker. I år tager jeg Travellunch pakker med i stedet. I Travellunch pakkerne er der ikke helt så mange kalorier pr. 100 gram, som i Expedition Foods, men det smager bedre, og det er vigtigere. For at kunne få varmt vand har jeg desuden medbragt kogegrej, det er beskrevet her.
I skemaet kan du se, at jeg har planlagt at medtage 23.726 kalorier. Det er små 3.400 kalorier pr. dag. Det vejer i alt 6,3 kg. Jeg justerer sikkert i regnskabet, inden starten går til Marathon des Sables. Men nu har jeg lavet første udkast. Så har jeg stadig lidt tid til at overveje eventuelle ændringer.
Hvis jeg undervejs i ørkenløbet kommer til at føle mig udpint, svag, sulten, og måske oven i købet har lidt ondt af mig selv, så vil jeg minde mig selv om, at et barn dør af sult hvert 12. sekund.
Inov-8 har lanceret en hel stribe nye rygsække. Jeg havde egentlig regnet med, at jeg til Marathon des Sables skulle løbe med den tidligere version af Invo-8 Race Elite. Men når nu Inov-8 lokker med, at den nye Race Elite 24 kun vejer 289 gram – det er trods alt 69 gram mindre end den gamle version – ja så skal det selvfølgelig prøves. Med hensyn til vægt var selv den gamle version overlegen i forhold til andre rygsække, så den nye Race Elite sparker totalt røv i forhold til konkurrenterne. Når det gælder vægt, så er der Inov-8 – og så alle de andre.
Den nye Race Elite har selvfølgelig stadig den karakteristiske lynlås, som går tværs ned igennem hele rygsækken. Som jeg tidligere har beskrevet, er det både godt og skidt. Godt fordi det gør det nemt at komme til sine ting. Skidt når rygsækken er godt proppet, for så kan det være svært at lyne rygsækken. Under Atacama Crossing knækkende lynlåssnoren oven i købet for mig. Det er stadig den skrøblige lynlåssnor der er på den nye version. Som du måske kan ane på billedet har jeg allerede skiftet lynlåssnoren ud med en metal version. Det er lidt ringe, at Inov-8 ikke har fået rettet op på den svaghed.
Ellers må man sige, at den nye Race Elite er blevet vægtoptimeret de fleste steder i forhold til den gamle. Inde i selve rygsækken er lommen der ikke længere. Så nu bliver der mere rod i rygsækken. Det går nok.
Skulderremmene er blevet væsentlig smallere. Det kan godt gøre mig en smule bekymret. De bredere skulderremme på den gamle er med til fordele vægten rigtig godt, så rygsækken sidder så behageligt, som det nu er muligt, når den er lastet med 8-9 kg. Jeg har efterhånden løbet med den nye rygsæk nogle gange, og de smallere skulderremme har endnu ikke været noget, jeg har mærket til. Men den rigtige test kommer først 7 dage ude i ørkenen. Om ikke andet, så får jeg testet rygsækken til Gobi March i Kina, som jeg regner med at deltage i på et eller andet tidspunkt.
På den gamle version af Race Elite er der to sidelommer på selve rygsækken, de er væk på den nye. Det er okay, de sad lidt umotiveret og blev ikke rigtig brugt til noget. Til gengæld er de to lommer på hofteremmen blevet større. Det er rigtig godt. Jeg synes dog de sidder for langt tilbage. Men det er jo nok, fordi der skal være plads til at sætte en ekstra lomme på maven. Den slags bruger jeg så ikke.
Brystremmen er nu justerbar vertikalt, det kunne man ikke på den gamle. Det er en god feature. Fløjten, som er obligatorisk udstyr, sidder stadig på skulderremmen. Men når der monteres flaskeholdere, hvor skal fløjten så være? Inov-8, det er amatøragtigt.
Race Elite er stadig udstyret med snore, som gør, at man hurtigt kan komprimere rygsækken, så indholdet altid sidder stabilt på ryggen. Tidligere var noget af snorsystemet synlig inde i rygsækken. Det er det ikke længere. Det er godt. I den gamle version oplevede jeg, at snoren blev skåret over af noget af indholdet i rygsækken. Så en god forbedring.
Race Elite er blevet vægtoptimeret på flere fronter. Om det gør den mindre holdbar må tiden vise. De smallere skulderremme giver anledning til bekymring, men igen, det må tiden vise. Svipsere er dog lynlåssnoren og den manglende plads til fløjten, når flaskeholdere monteres.
Jeg har mine forbehold overfor den nye Race Elite, men jeg tager den nu alligevel med til Marathon des Sables. Det må trods alt være den ultimative test. Den kan købes for ca. 500 kr. på Wiggle. Det er ikke vanvittigt for en multidagsrygsæk, men okay, kiloprisen er selvfølgelig blevet noget højere.
Da jeg startede med at skrive på fartleg.com, var det egentlig mest, fordi jeg havde til hensigt at skrive om mine erfaringer med noget af det udstyr, man tager med sig på ørkenløb. Det synes jeg selv, jeg manglede nogle beskrivelser af, da jeg forberedte mig til Atacama Crossing. Så det var oplagt i forbindelse med mine forberedelser til Marathon des Sables at skrive om det udstyr, jeg tager med mig.
Men kun at skrive om udstyr er altså for kedeligt. Selvfølgelig er det vigtigt at have fokus på at optimere de ting, man har med i rygsækken. Men undervejs i skriveprocessen gik det op for mig, at det at skrive om udstyr selvfølgelig kun er sekundært i forhold til det, som det i virkeligheden drejer sig om for mig – nemlig glæden ved at løbe. Nærmest helt ubevidst har der her på fartleg.com sneget sig flere historier ind under menupunktet Motivation end under Udstyr.
På engelsk bruger man udtrykket “Why, how, what?” Det dækker over, at man tit bruger uforholdsvis meget tid på at forklare hvordan og hvad man gør. Til gengæld bruger man ofte for lidt tid på at forklare, hvorfor man gør det, man gør. Jeg kender det fra min hverdag, hvor jeg investerer. Her er det ernormt vigtigt at forklare, hvorfor man gør det, man gør. Det er ikke så vigtigt, hvordan man gør det. Hvorfor (motivation) er sagens kerne, hvordan og hvad (udstyr og selve løbet) er det praktiske.
I forbindelse med ørkenløb er der rigtig meget hvordan og hvad, så som at spise, drikke, sove, udstyr, terræn osv. Det kan straks være sværere at forklare, hvorfor man deltager i ørkenløb. Nogen synes, det er latterligt at løbe, og nogen, som mig, synes, det er fantastisk. Dem, der synes, det er latterligt, er der sådan set ikke nogen grund til at forklare hvorfor. De forstår det ikke alligevel. Det er lidt det samme som folk, der prøver at forklare mig, hvorfor det er fantastisk at spille golf.
Men uanset om man er bidt af det ene eller det andet, så synes jeg, det er interessant at stille sig selv spørgsmålet, hvorfor?
Så hvorfor er det, at jeg løber stort set hver eneste dag, ja fra tid til anden to gange om dagen? Hvorfor kan jeg nogen gange slet ikke kan huske, hvordan jeg løb på arbejdet som om det hele var på automatpilot? Hvorfor kan det være, jeg sommetider har en følelse af, at jeg svæver af sted? Hvorfor fartleg.com? Hvorfor kan det være, jeg tit ser ting klarere når jeg løber? Hvorfor tager jeg sommetider armene ud til siden og løber som et barn, der leger flyvemaskine. Hvorfor kan jeg være totalt fokuseret, når jeg løber et maraton? Hvorfor kan en løbetur klokken 4:55 om morgenen være så fredfyldt? Hvorfor er det, at man kan føle en kæmpe glæde ved at løbe? Hvorfor føler jeg mig sommetider vægtløs, når jeg løber? Hvorfor?
Fordi jeg kommer i en tilstand af flow, når jeg løber. Jeg tror, at når man i forbindelse med det, man er bidt af, først har oplevet en tilstand af ubesværethed og total kontrol, så er det en tilstand, man søger at opnå igen og igen. Flow er en tilstand af total nydelse og fuldkommenhed. Jeg oplever tit flow tilstanden, når jeg løber. Det er nok, fordi man på en måde bliver høj af løb. Når man løber, så udvikler man endofiner. Og endofin er stærkere end morfin, og man bliver afhængig af det. Det er også derfor, jeg kan godt lide udtrykket en glad idiot på løb.
Det er selvfølgelig ikke mig, der er kommet på at kalde den svævende løbefornemmelse for flow. Fornylig var jeg til et foredrag med fridykkeren Stig Åvall Severinsen, hvor han beskrev flow tilstanden. Guruen indenfor flow hedder Mihaly Csikszentmihalyi, som i årtier har forsket i positiv psykologi. Jeg synes, Mihaly ligner Hemingway.
Flow er selvfølgelig ikke noget, som kun er relateret til løb eller for den sags skyld sport. Flow kan opleves i alle mulige sammenhænge, hvor en aktivitet giver en følelse af energifyldt fokus, glæde, fuld involvering og en nydelse i processen af aktiviteten.
Mihaly Csikszentmihalyi og hans kollegaer har lavet tusindvis af interviews og fundet, at følgende tilstande for det meste er til stede, når man føler flow:
Fuldstændig engageret i hvad vi foretager os – fokuseret og koncentreret
En følelse af ekstase – udenfor hverdagens trummerum
Større indre klarhed – ved hvad der skal gøres, og hvor godt det går
At det er opnåeligt – at vores færdigheder kan udføre opgaven
En følelse af sindsro – har ingen bekymringer
Tidsløshed – fokuseret på nu’et, timer føles som minutter
Indre motivation – det, som producerer flow, bliver en belønning i sig selv
Til hverdag når jeg løber, har jeg forholdsvis let ved at komme i flow tilstanden. Men i forbindelse med Atacama Crossing var det meget svært at ramme flow. Jeg tror, det var, fordi jeg var stresset på parametre som søvn og mad. Belært af mine erfaringer fra Chile, tager jeg denne gang mere mad med og sovepiller Jeg håber, det vil gøre mig mindre stresset. Hvis jeg derudover holder igen på kræfterne, tror jeg, at jeg lettere rammer flow denne her gang.
Flow er en tilstand, hvor jeg føler, at jeg eksekverer mit løb optimalt. I forbindelse med ørkenløbet Marathon des Sables er mit mål at ramme flow så meget som overhovedet muligt.
Selv den mindste sten i skoene kan sommetider være ret irriterende. Forestil dig nu at du render rundt i ørkenen i en uge – op og ned af den ene sandbanke efter den anden. Det er svært at undgå sand og sten i løbeskoene.
Til ørkenløb bruger man ofte gaiters for at undgå, at der kommer for meget sten og andet snavs ind i skoene – og dermed mindske risikoen for vabler mv.
Gaiters kan være lidt af et mareridt. Ørkenløb er trods alt lidt af en niche ting, så løbesko er ikke designet til at gaiters bare lige sådan sidder problemfrit på skoen. Man skal derfor typisk have fastgjort et stykke velcrobånd rundt om løbeskoene. Og det skal altså sidde ordentlig fast. Det gjorde mit desværre ikke i Chile. En af mine mange dumme begynderfejl i det løb. Jeg vil dog sige, at selv om mine gaiters ikke fungerede særlig godt i Atacama, så slap jeg igennem ørkenløbet stort set uden vabler. Det var lidt af et mirakel, når jeg så de andres fødder. Nasty syn.
Denne gang har jeg haft mine løbesko, Inov-8’s trailsko Roclite 295, forbi skomager.dk. Jeg synes, at de har lavet et rigtig godt stykke arbejde. Velcroen sidder i hvert fald helt klart bedre fast, end det jeg selv fik limet på til Atacama Crossing.
Der findes ikke så mange forskellige gaiters til løbesko på markedet. Jeg tror de mest brugte til ørkenløb er Rough Country Gaiters. Jeg brugte dem selv i Chile. I forbindelse med Marathon des Sables har jeg dog valgt, at bruge et par gaiters lavet af Raidlight. De vejer 80 gram.
Selvom velcroen sidder godt fast på skoen, skal man ikke regne med, at ens gaiters holder hele vejen til mål. Terrænet kan simpelthen være så hårdt, at de undervejs kan blive flået i stykker. Det er der i hvert fald en helt klar risiko for i Atacama Crossing. Jeg tager derfor et ekstra sæt gaiters med til Marathon des Sables, blot for en sikkerhedsskyld.
Henrik Jørgensen 