Henrik Jørgensen

Det er ikke nogen skam, at indrømme man er en tøffelhelt. Min kone er nemlig dejlig.

Da jeg deltog i Atacama Crossing, var mine løbesko det eneste fodtøj jeg havde med på turen. Jeg må tilstå, at det efter etaperne var lidt træls, at rende rundt i teltlejren i det samme fodtøj, som man lige havde løbet adskillige timer i. I forbindelse med Atacama gav Brian mig ellers det tip, at tage et par engangs-hotel-tøfler med til turen. Men det valgte jeg altså ikke at gøre. Og det var en fejl.

Så denne gang medtager jeg et par hoteltøfler. Tøflerne er sikkert fra en af de hoteller, vi var på sidste sommer. De vejer 85 gram.

Så næste gang du ser et par tøfler på et hotelværelse, så husk de også er rare at have med på 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb. Hvis du får fat i nogen, må du gerne tage dem med til mig. Jeg bor i Vangede. Jeg skal nemlig også bruge et par tøfler til Gobi March i Kina på et eller andet tidspunkt.

Så er der kommet varer til Marathon des Sables.

Jeg gjorde det nemt for mig selv, og bestilte det hele via Hammer Nutrition UK.

Den store bøtte Recoverite skal jeg selvfølgelig ikke løbe rundt med. Det bliver vakuumpakket om til mindre portioner.

Der er ikke specielt mange obligatoriske ting, man skal have med til Marathon des Sables. Der er dog én finurlig ting, jeg studsede en del over, at man skal have med. Det er en anti-venom pump på dansk anti-gift pumpe. Pumpen skulle kunne suge gift ud i tilfælde af slangebid, stik fra skorpioner, edderkopper, og hvad der ellers findes af spændende ting og sager i ørkenen. Der findes flere forskellige pumper, men jeg faldt selvfølgelig for pumpen med det fede navn The Extractor.

Til pumpen medfølger 4 forskellige mundstykker, hvor man i tilfælde af et bid sætter det mest passende mundstykke på The Extractor. For at spare vægt har jeg nu tænkt mig kun at tage ét mundstykke med. Sammen med ét mundstykke vejer The Extractor 30 gram.

I brugervejledningen står der, at man også kan bruge den til bi- og myggestik, så helt tosset er den jo ikke til herhjemme om sommeren. Ved et bistik skal man i følge brugervejledningen huske at lade brodden sidde, så vil pumpen suge giften op langs brodden. Ved myggestik skal pumpen være i vakuum i 20-30 sekunder, mens den ved andre stik/bid skal sidde op til 3 minutter.

Jeg har prøvet pumpen…på armen…det er nu ikke et speciel stort vakuum, The Extractor laver. I brugervejledningen står der i øvrigt “Do not use on sensitive parts of the skin such as eyelids or external genitals”. Så er man advaret.

The Extractor er klart det cooleste, jeg har med mig af udstyr på min tur til Sahara. Jeg håber dog ikke, jeg får brug for The Extractor. Please not.

For ikke så længe siden fik jeg ryddet op i min side af vores klædeskab. Der røg en ordentlig bunke løbetøj ud. Så er der plads til, at der kan komme noget nyt smart løbetøj ind. Det er vildt, hvad man kan få samlet sammen af løbetøj over årerne. Meget af tøjet har jeg fået i forbindelse med diverse løb, jeg har deltaget i, men der ryger da af til også lidt nyt løbetøj i indkøbskurven, når jeg hænger ud i outdoor forretningerne i Lyngby. Selvom der røg pænt meget løbetøj ud, har jeg nu stadig en pæn stak forskellige løbetrøjer og løbebukser, der passer til hver sin årstid.

Selvom jeg har stakkevis af løbetøj, så er det ofte det samme, jeg bruger. Man har ligesom sine favoritting. Den blå løbetrøje, jeg fik i forbindelse med expo’en under Barcelona maraton i 2008, har jeg brugt rigtig mange gange. Den er gået op i syningen flere steder, men af en eller anden mærkelig grund løber jeg stadig tit i den. Så er der mine mørkegrå og blå Nike løbebukser, som jeg næsten altid har på, når der er tale om specielt maraton. Jeg havde dem også på, da jeg løb PR ved Københavns maraton i 2011. Uanset hvad, så kommer jeg aldrig til at smide min Barcelona maraton 08 trøje og mine mørkegrå og blå Nike løbebukser ud. Det er noget af mit kæreste eje.

Marathon des Sables har ikke nogen obligatoriske krav til beklædning overhovedet, mens 4 Deserts løb, som Atacama Crossing, er meget eksplicitte. Gad vide om det har noget at gøre med, at selskabet bag 4 Deserts også har en internetbutik, racingtheplanet.com, hvor man tilfældigvis kan købe alt det løbetøj mv., de anbefaler?

Når man deltager i et 4 Desert løb, så skal man minimum have to trøjer med. På hvert ærme skal man have 4 Desert logo og et flag, der viser ens nationalitet. Det samme skal man også have på den obligatoriske jakke, man skal have med. Jeg synes, det er lidt noget pjat, det er i hvert fald ikke noget, jeg efterfølgende gider at rende rundt med. Brian var så smart, at han fik syet logo og flag på en afklippet sok, som han så kunne tage uden på sin jakke. Jeg har ikke brugt min jakke og trøjer siden. Men okay nu har jeg det til ørkenløbet Gobi March i Kina i 2014, som også er en del af 4 Deserts serien. Det løb vinder jeg.

Under Atacama Crossing havde jeg kun ét par løbetights med. Det var lidt dumt. For efter et par dage er der aflejret så meget salt i bukserne, at det bliver lidt klamt at have på. Så stod jeg der et afsides sted fra teltlejren i Atacama ørkenen i bar røv og fik vasket mine tights. Det kommer ikke til at ske igen. Jeg tager mine yndlings Nike løbebukser med mig til etaperne og så et par halv-lange tights til brug efter etaperne.

Jeg tager 2 trøjer med mig. En Patagonia i 100% polyester til selve etaperne og derudover en Montane med både polyester og merino uld.

Da jeg deltog i Atacama Crossing havde jeg en pænt varm jakke med. Det var en Western Mountaineering Hooded Flash Jacket, som vejer 270 gram. Det var primært, fordi vi fik at vide, det kunne være koldt om aftenen og natten i Atacama ørken. Jeg synes nu ikke, det var så slemt. Man skal ikke have en jakke med til Marathon des Sables, men jeg tager nu alligevel en Montane Slipstream Quantum GL Jacket med. Jakken vejer sølle 68 gram.

Når man deltager i 4 Deserts løb, er det obligatorisk at medbringe en legionærkasket, som dækker for solen i nakken. Jeg havde en Raidlight Desert Cap med, men brugte den stort set ikke. Undervejs fandt jeg ud af, at jeg bedre kunne lide at have en Buff på hovedet, den absorberer sveden bedre, så den ikke løber ned i øjnene. Jeg havde desværre kun en sort Buff med. I år dropper jeg legionærkasketten og tager en lys Buff med. Jeg tager faktisk 2 Buff med, man har jo hørt om sandstorm i Sahara. Under 4 Deserts løbene er hat og handsker obligatorisk udstyr. Det er ikke obligatorisk ved Marathon des Sables, men jeg tager det nu alligevel med, det fylder ingenting, og som du måske har læst så er min sovepose lidt lille, så det er nok meget godt at have en hat med.

Nu tænker du sikkert, at jeg har glemt løbesokker. Det har jeg ikke, dem har jeg skrevet en lille historie om her.

Marathon des Sables er et ørkenløb, som er blevet afholdt siden 1986. Nogen kalder det for det originale 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb. Marathon des Sables afholdes hvert forår i det sydlige Marokko ved Quarzazate, hvor Sahara starter.

I 2002 startede amerikaneren Mary Gadams selskabet Racing The Planet, som bl.a. afholder de årlige ørkenløb Atacama Crossing i Chile, Gobi March i Kina, Sahara Race i Egypten og The Last Desert på Antarktis. Til sammen kaldes de fire ørkenløb 4 Deserts.

Marathon des Sables er af magasinet TIME blevet kaldt for “the toughest foot race on Earth”, mens samme magasin har kaldt 4 Deserts serien for “Ultimate test of human endurance”.

Marathon des Sables er et pænt stort løb med næsten 1000 deltagere, mens ørkenløbene i 4 Deserts serien er noget mindre med omkring 150-180 deltagere.

Brøderne Ahansal fra Marokko har til sammen vundet Marathon des Sables 13 gange. Jeg mener, at Casper Wakefield er den bedst placerede dansker i Marathon des Sables med en top 20 placering. Den olympiske roer James Cracknell deltog i Marathon des Sables i 2010, som Discovery har lavet en dokumentar om. Det er fantastisk underholdning og kan købes på DVD på Amazon.

Ørkenløb i 4 Deserts serien er vundet af meget kendte ultraløbere som Ryan Sandes og Dean Karnazes. To danskere, Jimmi Olsen og Anders Jensen, har været vindere af løb i 4 Deserts serien. Jeg håber selv at lave en god placering i Gobi March på et eller andet tidspunkt.

I 2012 deltog jeg i Atacama Crossing, og til april 2013 deltager jeg i Marathon des Sables. Så de forskelle, der er mellem 4 Deserts og Marathon des Sables er indtil videre, hvad jeg har læst mig til, og hvad jeg har hørt fra belgierne, som Brian og jeg delte telt med i Chile.

Det er lidt forskellige obligatoriske ting, man skal have med. Marathon des Sables er sådan lidt mere på det overordnet plan, mens 4 Deserts er meget eksplicitte med, hvad man skal have med.

På ét punkt synes jeg dog, at de to løb adskiller sig. Og det er med hensyn til varmt vand. I 4 Deserts sørger arrangørerne for, at man kan få varmt vand, som laves ved en stor bålplads. Det var meget hyggeligt at sidde ved bålet. I Atacama ørken var der flere nætter, hvor jeg ikke kunne sove. Så sad jeg ved bålet sammen med de chilenske bålfolk og kiggede op mod stjernerne. Det var sgu smukt. Jeg kunne ikke forstå, hvad bålfolkene sagde. Men de snakkede nu heller ikke så meget. På et tidspunkt var der en af bålmændene, som pegede på sit ur. Han ville nok bare sige, at jeg burde sove, eller mon han ville vise mig sit nye ur? Jeg ved det ikke. Jeg smilede bare. Og så smågrinede vi lidt.

I Marathon des Sables er der ingen bålplads, for der skal man selv sørge for varmt vand. Jeg ved ikke hvorfor, men mon ikke det har noget med deltagerantallet at gøre. Der er trods alt væsentlig flere deltager med i Marathon des Sables. På den måde kan man jo også sige, at Marathon des Sables er sådan lidt mere “overlevelsesagtigt”.

For at kunne koge mit eget vand under Marathon des Sables har jeg derfor købt kogegrej. Til at koge vand i, tager jeg kedlen MSR Titanium med mig. Den har kapacitet til 850 ml og har tætsluttende låg og håndtag. Den vejer sølle 125 gram. Den er latterlig dyr. Som brændestel medbringer jeg et meget simpelt sæt fra Esbit (model CS75S), som består af tre vægge som kan kobles sammen med en lille rund plade i midten, hvorpå sprittabletter kan placeres. Det vejer 75 gram. Afhængig af hvor meget vand man koger, skal der bruges 1-2 sprittabletter, som også er fra Esbit.

Det er obligatorisk, at man skal have en lighter med til Marathon des Sabels. Jeg medbringer en stormlighter Windmill Delta Stormproof Lighter. Den vejer 58 gram.

Jeg skal primært bruge det varme vand til min frysetørrede aftensmad. Under Atacama Crossing brugte jeg en plastikske til at spise med. Den knækkede selvfølgelig. Jeg havde dog en ekstra med. For at imødekomme at jeg ikke gør det samme igen, medbringer jeg denne gang en lang Optimus ske. Den er af titanium og vejer 20 gram. Jeg tager dog også en Light My Fire plastikske med som back-up. Det ville være surt, hvis man mister sin ske. Plastikskeen vejer 11 gram.

Jeg kan løbe på kærlighed og kildevand alene.

Men normalt, når jeg løber, har jeg fået morgenmad. Det første, jeg gør, når jeg står op, er at få 2-3 glas vand. Så bliver der sat vand over til kaffe, og så går jeg ellers i gang med havregryn og mysli.

Den første portion er altid havregryn, det skal være de grovvalsede – de fintvalsede bliver hurtigt for sjaskede. Den anden portion er den fine portion, som enten er chokolade mysli eller mysli med frugt og nødder. Jeg foretrækker mysli produkterne fra Belsø. Jeg har prøvet andre, men Belsø er det bedste. Det betyder også, at jeg køber stort ind, når Belsø-produkterne er på tilbud. Man ligner en tosse, når man står ved kassen. Men jeg kan ikke løbe fra, at jeg er jyde. Der er også jydekrog på vores bil. De portioner, jeg spiser til morgenmad incl. skummetmælk, svarer samlet set til 750 kalorier. Det er nok i overkanten af, hvad de fleste indtager af kalorier til morgenmad. Til gengæld løber jeg så normalt 85 km om ugen.

I forbindelse med mine forberedelser til Atacama Crossing, et 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb, brugte jeg ikke særlig lang tid på, hvad jeg skulle have med af morgenmad. Det viste sig at være en stor fejltagelse. Jeg gik efter den frysetørrede mad lavet af Expedition Foods. De laver bl.a. et produkt, som hedder Fruity Muesli with Milk Powder. Pakken vejen i alt 201 gram og indeholder 800 kalorier.

I forhold til, hvad jeg spiser til daglig, syntes jeg, det lød meget tilforladeligt. Den frysetørrede morgenmad er indrettet sådan, at man tilsætter lidt varmt vand, og så lader man det trække i 4-5 minutter. Problemet med Fruity Muesli er, at jeg ikke kan lide det. Det fandt jeg først ud af på den første dag i løbet. Jeg havde 7 pakker Fruity Muesli med. Jeg havde ganske enkelt ikke smagt på det, inden jeg tog afsted. Selvfølgelig kan man få skidtet ned, men psykologisk er det noget af en nedtur at sidde og spise noget, man synes smager forfærdeligt. Specielt når man kunne have gjort sig den ulejlighed at smage på det, inden man tog afsted.

Til Maraton des Sables gør jeg ikke samme fejltagelse. Jeg har besluttet, at jeg simpelthen tager den morgenmad med jeg spiser til daglig. Så jeg har lavet 7 vakummpakket morgenmad, hvor jeg har blandet grove havregryn, chokolade mysli og mysli med frugt og nødder sammen med lidt mælkepulver. Pakkerne vejer ca. 260 gram, og de indeholder 1000 kalorier. Kalorieindeholdet pr. 100 gram er stort set det samme som i Fruity Muesli. De hjemmelavede vakuumpakker fylder oven i købet mindre i rygsækken. En Fruity Muesli koster ca. 70 kr. pakken, mine hjemmelavede koster omkring 6 kr.

Samlet set vejer min morgenmad denne gang 420 gram mere. Men det er helt bevidst, da jeg i forbindelse med Atacama Crossing syntes, at jeg havde for få kalorier med.

Jeg glæder mig til at spise min morgenmad i Sahara. Jeg tror jeg tager lidt Nescafe med. Det eneste jeg så mangler i forhold til min hverdagsmorgen, er min dejlige kone overfor mig. Ude godt, hjemme bedst.

Vand er en forudsætning for liv.

Væskeindtag i forbindelse med et maraton eller ørkenløb er næsten en videnskab i sig selv. Her vil jeg redegøre for mine erfaringer.

Normalt løber jeg 12 km til mit arbejde i København. Men der var en sommer, hvor jeg efter Københavns maraton bare havde lyst til at gøre noget andet. Den sommer havde jeg sat mig for, at jeg frem mod Berlin maraton kun skulle løbe en morgentur af en varighed på 20-30 minutter. Intet andet. For at få det til at passe med familiens daglige morgenrutine stod jeg lidt tidligere op. Normalt står jeg op 5:35, men den sommer stod jeg hver morgen op omkring 4:55. Jeg behøvede ikke en gang et vækkeur. Jeg vågnede bare. Underligt.

Så listede jeg ud i køkkenet og drak 2-3 glas vand. På med løbeskoene og ned for at løbe 3 gange rundt om Nymosen i Vangede. Rundt om mosen og fodboldbanerne er der ca. 1500 meter. Den første og tredje tur rundt om mosen holdt jeg et pænt tempo, mens jeg på anden runde ofte løb røven ud af skellettet. Typisk var jeg tilbage igen omkring 5:25. Fik vandet nerierne, sat vand over til kaffe og lavet morgenmad til familien. En dejlig måde at starte en sommerdag på.

Den sommer gjorde jeg ikke andet end at løbe den korte tur på 2-3 glas vand. Baseret på det træningsforløb løb jeg Berlin maraton på 3:00:21. Jeg var selvfølgelig skuffet over ikke at komme under de 3 timer, som var mit mål. Når man misser noget på en maraton med 20-30 sekunder, så lyder det ikke af meget. Men det er det, specielt når det drejer sig om 2:59 eller 3:00. Der er en verden til forskel. Eller som man plejer at sige: der er ikke langt fra succes til fiasko.

Når man ikke når målet som fx at komme under 3 timer, så kan man selvfølgelig godt begynde at tænke over, om det nu var den rigtige træning, man havde gang i den sommer med 20-30 minutter morgenløb udelukkende på vand. Omvendt når man kommer lige under 3 timer – og jeg har løbet 2:59 – så er man bare glad for, at man nåede sin målsætning og tænker ikke så meget over, om ens træning var optimal.

På en måde er jeg glad for, at jeg prøvede lige præcis ikke at nå målet. Det giver anledning til refleksion. Man plejer jo at sige, at nederlag gør os kun stærkere. I dag er jeg selvfølgelig ligeglad med, at jeg ikke nåede at komme under 3 timer på det maraton. Nu synes jeg selvfølgelig bare, at jeg har bevist, at man kan løbe præcist 3 timer på en maraton alene på en lille morgentur på kun vand. Man behøver jo heller ikke, at gøre det sværere end det er.

Da jeg løb 2:59, var det første gang jeg var under 3 timer. Det var faneme en dejlig fornemmelse, bedre end de andre gange jeg har været under 3 timer. Jeg tror, det er den eneste gang, jeg har haft begge hænder over hovedet, da jeg kom i mål. Jeg fulgtes med 3 timers ballonen hele vejen, og på billedet nedenfor kan man i baggrunden lige ane den orange 3-timers ballon. Jeg husker stadig, at Sparta’s fartholder var så flink at forsyne mig med vand et par gange undervejs. Han fik et stort kram, da vi var kommet i mål.

Hvad der står bag på trøjen? Henry, selvfølgelig.

I forbindelse med et maraton plejer jeg cirka 4 timer før starten at spise havregryn og chokolade mysli samt drikke et par kopper kaffe. Derudover drikker jeg ca. 2,5 liter sukkerholdigt væske 3-4 timer før starten. Det er en fordel, at der er en lille smule salt i det, man drikker, da det stimulerer optaget af vand i tyndtarmen. Man har drukket tilstrækkeligt, når ens urin er klar og smager sødt.

Omkring 15 min. før starten går, drikker jeg ca. 200 ml sukkerholdigt vand. Det har jeg med i en 1-1.5 liters flaske. Bagefter bruger jeg flasken til at tisse i. Når man først er linet op i startboksen, står man næsten som sild i en tønde, og så er det meget rart at have en flaske med, som man kan komme af med vandet i. Der var en gang en, som spurgte mig, om han måtte få en tår. Det ville jeg dog trods alt ikke byde ham.

Under et maraton gider jeg ikke at løbe rundt med væskebælte, og det er sjældent, jeg har gels med mig, hvis nogen så 1-2 styk, som jeg har med mig i hånden. Jeg plejer at drikke det, der nu en gang er af sportsdrikke undervejs. Det kan være en god ide før løbet at checke hvad, der serveres af sportsdrikke ved væskedepotet. Et maraton væskedepot står typisk ved hver 4-5 km. Jeg stopper altid op og drikker hurtigt 200-250 ml sportsdrikke. Jeg springer sjældent et væskedepot over, hvis noget, så typisk det sidste på ruten, hvor jeg sommetider godt kan have travlt med at komme hjem til familiens frokost.

På en varm dag er jeg påpasselig med ikke kun at drikke sportsdrikke. Når det er varmt, har kroppen sværere ved at optage sukker. For at kompensere herfor tager jeg både sportsdrikke og vand ved væskedepotet og drikker typisk lidt mere end de 200-250 ml.

Når det er varmt, skal man endvidere være ekstra opmærksom på risikoen for dehydrering. Væsketab kan nedsætte ens performance markant og dehydrering kan i værste fald være livsfarligt.

Kroppen er indrettet til at kunne klare en dehydrering på 1-2%. Men er væsketabet større vil de første milde indikationer på dehydrering typisk være tørst. Ved moderate symptomer på dehydrering vil man kunne opleve krampeanfald og besvimelse. I mere alvorlige tilfælde vil hjertet og åndedrætet begynde at stige for at kompensere for nedsat plasmavolumen og blodtryk, mens kropstemperaturen kan stige som følge af nedsat svedproduktion. Ved 5% dehydrering, kan man opleve hovedpine eller kvalme og føle snurren i arme og ben. Ved 10% væsketab kan musklerne blive spastiske, og huden kan visne og krølle. Måske det var det, der var ved at ske for mig omkring 40 km i forbindelse med Københavns maraton i 2011?

I forbindelse med dehydrering eller ved store mængder indtag af vand vil ens elektrolytbalance blive påvirket. Elektrolytter er salte. De mest almindelige elektrolytter er natrium, klorid og kalium. Elektrolytter kan splittes op, så der opstår ioner med elektriske ladninger. Disse elektriske elektrolytter kan virke ved cellemembranerne og generere elektriske impulser. Elektrolytter kan også igangsætte enzymer og på den måde kontrollere forskellige processer i cellerne. Det er således vigtigt, at kroppens elektrolytbalance er intakt, ellers kan det få alvorlige konsekvenser for kroppens funktion.

Typisk vil sportsdrikke indeholde de nødvendige elektrolytter. Men igen check før løbet hvilke sportsdrikke, der serveres ved væskedepotet. Som alternativ eller supplement kan man medtage elektrolytpiller. Typisk vil mængden af elektrolytter i 1-2 piller dække behovet ved 1 times løb. Der findes et hav af elektrolytpiller på markedet, og deres sammensætning af de forskellige elektrolytter kan variere. Er man nørd, prøver man sig lidt frem og gør sig sine egne erfaringer med hvilke elektrolytter, der passer bedst til en selv. Dem, jeg har erfaring med, er SaltStick og Hammer Endurolytes.

Når man deltager i ørkenløb er indtagelse af vand og elektrolytter selvfølgelig ekstremt vigtigt. Ørkenløb er selvsupplerende på den måde, at man skal slæbe rundt på alle sine egne ting incl. sovepose, liggeunderlag, mad, ja selv sit eget toiletpapir, skal man have med.

Det eneste, man får udleveret undervejs, er vand. Normalt får man dagligt udleveret 10-13 liter. Man får typisk 1,5 liter vand umiddelbart før starten af en etape om morgenen. Undervejs ved de check-points man passerer, vil man få udleveret 1,5-3 liter vand. Ved etapens slutning får man 4,5 liter vand, som så skal holde til næste dags morgen. Hvis man undervejs på ruten dropper noget af den emballage, som vandet er udleveret i, får man første gang, man bliver opdaget, en tidsstraf på en halv time. Anden gang man gør det, får man 1 times tidstraf. Tredje gang bliver man diskvalificeret og taget ud af løbet. Så man smider ikke bare om sig med den tomme emballage i ørkenen. Det er vel egentlig også fair nok.

Det udleverede vand hældes over i beholdere, som sidder fast på hver side af ens rygsæk. De holdere, jeg bruger, er fra Inov-8, som passer til min rygsæk af samme mærke. Beholderne er fra Raidlight og kan hver især rumme 0,75 liter. I forbindelse ørkenløb i 4 Deserts serien er det obligatorisk at medbringe beholdere, som i alt kan bære 2,5 liter vand. Ved Atacama Crossing havde jeg derfor tillige en 1 liters beholder af mærket Platypus SoftBottle med, som kan krølles sammen til stort set ingenting. Jeg tror, at arrangørerne af 4 Deserts serien er lidt mere oppe på mærkerne med, hvad folk skal kunne have med sig af vand efter, at der i 2010 var en deltager som døde af dehydrering.

Hvis man kigger efter på billedet nedenfor, kan man se, at der på den ene af beholderne står “V” og på den anden står “S”. Flasken, hvor der står “V”, indeholder kun vand, mens beholderen “S” indeholder sukkerholdigt væske. Så har man altid styr på, hvad man har i flaskerne og mindsker risikoen for at få blandet det sammen. Ved Atacama Crossing brugte jeg Hammer’s Sustained Energy til den sukkerholdige beholder “S”.

I sidelommerne på rygsækken har jeg mine gels, energibarer og elektrolytter. Undervejs koncentrerer jeg om hele tiden stille og roligt at få drukket og spist, og at jeg får elektrolytpiller hvert 30-45 minut. Og så ellers bare stødt og roligt at æde den ene kilometer efter den anden. Nogen kalder det for slavedrive, på dansk, traktortræk.

Kilder: Beskrivelse af dehydrering er fra her og elektrolytter her.