Efter fredagens 5. etape i Marathon des Sables, som altid er en maraton, var lørdag en mindre UNICEF charity tur på 7,7 km igennem sandbankerne ved Erg Chebbi, de største og flotteste i Marokko. Etapen talte ikke med i konkurrencen, så vi gik bare og hyggede os, mens vi vinkede til helikopteren, samlede sand til sandkage og tog billeder af kameler.

Undervejs talte nogen om “næste gang”, så ville de gøre det og det anderledes. Sikke en forvandling. Ved begyndelsen af Mararthon des Sables kunne flere af de samme mennesker ikke have forestillet sig at deltage i flere ørkenløb. Og nu mindre end 24 timer efter, vi havde gennemført “the toughest footrace on Earth”, talte flere om “næste gang”. Joh, ørkenløb er stærkt vanedannende. 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb er fedt, det er svært at forklare hvorfor, men jeg ved, at de, som talte om “næste gang”, i hvert fald nu forstår, hvad jeg mener.

Efter charity etapen blev vi kørt til byen Ouarzazate, som ligger 300 km sydøst for Marrakesh og syd for Atlas bjergene. Indtil 1956 var Marroko en del af Frankrig og Ouarzazate er grundlagt af franskmændene, som primært brugte byen som tilholdssted for Fremmedlegionen. Ouarzazate er ikke nogen speciel interessant by, men jeg tror, byen lever godt af den årlige event Marathon des Sables. Telt 23 gjorde i hvert fald deres til at spytte lidt i den lokale kasse. Vi brugte 2 timer i en souvenirbutik, hvor indehaveren bød på både Sultan te og vittigheder. Fin fyr. Jeg købte lidt forskelligt, blandt andet en tekande mage til den, som hovedsponsoren Sultan brugte til at servere te ude i ørkenen.

Efter at have sovet ude i ørkenen i 8 dage var jeg selvfølgelig rigtig godt beskidt. På mine ældre dage er jeg blevet lidt sløset med at barbere mig, så jeg lader ofte skægget stå 1-3 dage. Men ikke længere. Efter mere end en uge i ørkenen kunne jeg selvfølgelig godt mærke, at skægget var noget længere end normalt. Men jeg fik alligevel lidt af et chok, da jeg for første gang så mig selv i spejlet på hotellet i Ouarzazate. Hold da op, jeg så gammel ud med det skæg. Skægget var totalt gråt. Jeg synes ikke, jeg er specielt forfængelig, men jeg havde sgu ikke lige regnet med, at ALT mit skæg var så gråt. 45 år og jeg er allerede på vej til at ligne min helt Fauja Singh. Jeg skal slå Fauja Singh’s verdensrekord, og til den tid er det okay at have fuldskæg, men indtil videre fortsætter jeg nok bare med at lade skægget stå max 1-3 dage. Det passer bedre med, at 40’erne er de nye 30’ere.

Det var 2 hyggelige dage i Ouarzazate, man kom på en måde lidt ned på jorden igen. Men jeg sov nu ikke specielt godt i de ellers udmærkede senge på hotellet. Jeg lå mere og tænkte på, at jeg hellere ville sove ude i den dejlige, stille og rolige ørken med den flotte stjernehimmel. Måske det også havde noget at gøre med, at jeg ikke længere brugte sovepiller? I Chile sov jeg elendigt og belgierne havde belært mig om at bruge sovepiller for at få en ordentlig søvn. Det fungerede perfekt i Sahara, jeg sov rigtig godt. Så “næste gang” har jeg dem med igen. Helt sikkert. Jeg stod flere gange ved starten 8:30 og gabte. Det kan da godt være, de sovepiller havde en sløvende effekt på min performance. Jeg tror det dog ikke. Hvis alternativet er dårlig søvn, så er det bare ikke noget, jeg gider.

I øvrigt så gik der hul i mit liggeunderlag. Den første nat, der var hul, måtte jeg puste det op 2 gange, så det var ikke noget stort hul. Jeg overvejede ikke en gang at begynde at finde hullet og lappe det. Dagen efter fandt jeg så også ud af, at hvis jeg vendte liggeunderlagget om, så lå jeg åbenbart på hullet, så liggeunderlaget ikke tabte luft natten over. Til “næste gang” lapper jeg selvfølgelig hullet og tager mit Therm-A-Rest NeoAir Xlite med mig igen. Man ligger godt på det.

Min sovepose var desværre til den kolde side – selvom jeg selvfølgelig sov med mine Drymax sokker på. Yeti Passion One har en komfortemperatur på 15 grader, men specielt de første par dage var det noget koldt, lige før solen stod op – nogen sagde omkring 5 grader. Så gjaldt det virkelig om at få lukket soveposen helt til. Det var så i mit tilfælde lidt besværligt, da jeg havde medium udgaven beregnet til max 175 cm, og jeg er 184. Det var mit eget valg for at spare 55 gram relativt til large udgaven. Det er ikke noget, jeg vil anbefale. Til “næste gang” tager jeg nok min Western Mountaineering HighLite, som jeg brugte i Chile, med. Den vejer mere, men det er ikke et sted, jeg vil spare på vægten “næste gang”.

På min udstyrsliste havde jeg før afrejsen angivet, at jeg ville medtage tøfler. Inden løbet overhovedet startede, indså jeg dog, at det ikke var nogen god ide. Underlaget omkring teltlejen var fyldt med relativt store sten, så skrøblige hoteltøfler er ikke særlig behagelige at vade rundt i, så hellere løbesko. Så nej til tøfler ved Marathon des Sables.

Samlet set blev jeg nummer 147. Under alle etaper lagde jeg forsigtigt ud og tog det stille og roligt hele vejen. Dog må jeg sige, at den lange 4. etape var en hård oplevelse for mig. Det var virkelig en underlig fornemmelse, at blive ramt af hedeslag. De sidste 10 km tog mere end 2,5 time at komme igennem. Det havde jeg ikke lige planlagt. Set i det lys er der ikke så meget at sige til placeringen, du bliver hvad du løber. Du kan læse mere om den lange etape her.

Nu har jeg deltaget i to ørkenløb, Atacama Crossing i 4 Deserts serien og så Marathon des Sables. Hvad er bedst? Jeg synes, de er gode på hver deres måde. Løbene i 4 Deserts serien er deltagermæssigt betydeligt mindre med 150-180 deltagere, mens Mararthon des Sables er kæmpe med mere end 1000 deltagere. Marathon des Sables er en stor event med rigtig mange dygtige løbere, mens Atacama Crossing var en mere intim affære. Jeg synes, det var fedt at være sammen med de coole belgiere og supergutten Brian, jeg lærte rigtig meget på den tur – og så var naturoplevelsen fantastisk i Chile. De kilometervis lange sandbanker i Sahara er selvfølgelig også imponerende, men det “slår” ikke den storslåede natur i Atacama. Men Marathon des Sables har nu en helt specielt ånd, som jeg er glad for, jeg har oplevet. Det er en event, som er utrolig godt arrangeret. Det niveau har 4 Deserts ikke. De, som først har deltaget i des Sables, vil nok mangle “storheden” i 4 Desert løbene. Der var pænt mange danskere med i des Sables, og så holder man sig selvfølgelig langt hen ad vejen sig sammen med dem, mens 4 Deserts løbene er mere internationalt blandet. I vores telt 23 boede den søde englænder Katharine dog også, så helt dansker indavlet var det trods alt ikke. Vi var kun 5 i vores telt, pænt lavere end de gennemsnitlig 7 pr. telt. Med to tøser i telt 23 var der mindre mandehørm og nørdesnak end i Chile, det var faktisk temmelig underholdende.

Eneste minus, jeg oplevede i forbindelse med Marathon des Sables, var, at jeg på flyturen fra Madrid til Marokko fik sjålet mine solbriller og kamera. Det er næsten 100% sikkert, at det er sket på baggagebåndet i Madrid. Min kuffert var desværre ikke låst.

Så hvad er mit “næste gang”? I første omgang skal jeg til sommer løbe TDS, et en-dages løb på 119 km og 7.250 positive højdemetre fra Courmayeur i Italien til Charmonix i Frankrig. Det er et lillesøster løb til Ultra-Trail du Mont-Blanc. Jeg er nu temmelig afklaret med hensyn til, at jeg vil prøve at melde mig til UTMB 2014, 168 km og næsten 10.000 positive højdemetre. Det er dog ikke noget, som jeg kan være sikker på at kunne deltage i, for deltagelse sker ved lodtrækning (afklares omkring januar 2014).

Næste ørkenløb? Jeg vil ikke afvise, at vende tilbage til Marathon des Sables. Jeg så flere gode løbere i Sahara, som var væsentlig ældre end mig, så det fik mig trods alt til at indse, at jeg ikke har så travlt endda. Man kan måske oven i købet blive bedre med alderen? Nu hvor jeg har prøvet ørkener i Sydamerika (Atacama, den tørreste) og Afrika (Sahara, den varmeste), er det selvfølgelig oplagt at deltage i Gobi March i Kina på et eller andet tidspunkt. I mellemtiden vil jeg øve mig på at blive en bedre trailløber.

Indsamlingen til Red Barnet kom op på 11.200 kr. Jeg er utrolig glad for alle bidrag. Mange tak bidragsydere. For mig blev I på en måde en del af løbet.

I bussen på vej til Ouarzazate talte jeg med James, og han reflekterede over hvorfor Marathon des Sables? Fordi livet er for kort til ikke at gøre det.

Marathon des Sables 2013 er slut. Det har på mange måder været en minderig rejse. Specielt siden slutning af februar kom det hele til at fylde rigtig meget, fordi jeg kom på den tosset ide, at jeg ville prøve at sætte ord på mine forberedelser. Det kom der fartleg.com ud af. På halvanden måned fik jeg skrevet mere end 50 indlæg – mest om udstyr og løb, men også om alt muligt andet. På en måde blev jeg lige så bidt af at skrive på fartleg.com, som jeg er af at løbe. Det var faktisk skide skægt og meget lærerigt at “skabe” fartleg.com. Jeg stopper ikke med at skrive på fartleg.com, men opdateringstempoet bliver nok lidt lavere fremadrettet. Nye eventyr venter forud, men lige nu skal jeg tilbage til hverdagen igen og den starter her.