Jeg har efterhånden løbet en del bymaratons, se min liste her, men af alle de maratons jeg har løbet, er Copenhagen Marathon mit favoritmaraton. Det hænger nok sammen med, at København er der, hvor jeg (cirka) bor, at det var her, jeg løb mit første maraton for præcis 20 år siden, og at det er her, jeg har løbet mine bedste tider på en maraton.

I forhold til at træne specifikt til et maraton ligger Copenhagen Marathon også godt i løbskalenderen. Det kan være lidt koldt og glat i februar og marts, men man har lyset med sig. Man løber det danske forår i møde. Dejligt.

Løbet er vokset noget, siden jeg løb det første gang i 1993. Den gang mener jeg, at der var omkring 3.500 deltagere. I dag ligger antallet af tilmeldte på 12.000. Noget af en udvikling, som jo også hænger sammen med, at det er blevet mere og mere populært at løbe. Fedt.

I 1993 løb jeg vist i de samme løbesko, jeg havde haft i 4 år. Okay jeg løb ikke så meget den gang, men i forhold til nutidens standard havde løbeskoene forlængst overskredet sidste holdbarhedsdato. Jeg løb i bomuldstrøje, og der var ikke noget, der hed GPS og pulsbælte. I dag bruger jeg en 3-4 Nike Vomero løbesko om året og har skiftet bomuldstrøjen ud med en polyestertrøje. Og så er jeg begyndt at løbe i Drymax sokker, læs mere her.

I årene siden har jeg selvfølgelig også brugt spidsen af en jetjager på adskillige GPS’s ure. Men jeg ender altid med ikke at få dem brugt, så nu har jeg droppet det der GPS-fis. Jeg stoler i stedet på min intuition og lytter til min vejrtrækning. Men okay jeg er også bare hyggeløber. Men jeg er nu ret sikker på, at min navnebror heller ikke brugte GPS i 80’erne, du ved ham Henrik Jørgensen med brillerne og langt hår, han har trods al udvikling, stadig Danmarksrekorden på maratondistancen med 2:09 fra 1985, og han vandt bl.a. Københavns maraton i 1983 i tiden 2:16. De danske elite maratonløbere fra 80’erne var i en klasse for sig. De var på en måde forud for deres tid. De var fandeme seje.

I år var det 9’ende gang jeg deltog i Copenhagen Marathon. Jeg vil komme til at huske løbet som det indtil videre mest regnfulde maraton, jeg har løbet, og så at jeg faldt. Eftersom jeg de sidste par år har deltaget i ørkenløbene Atacama Crossing og (i sidste måned) Marathon des Sables, har jeg ikke trænet specifikt til Copenhagen Marathon, så de sidste par gange har København mere været for hyggens skyld. I år besluttede jeg mig for at løbe med 3:00 ballonen, så behøver man heller ikke at checke tiden, det har man folk til. Så det var ude og se Københavns regnfulde gader sammen med Sparta-fartholdere, én af fartholderne tror jeg råbte “KOM SÅ KØBENHAVN!” mindst 500 gange. Det kalder jeg overskud. Det var skide skægt. Fantastisk.

Jeg var egentlig overrasket over, hvor let jeg løb løbet, for jeg har stort set ikke lavet noget siden, jeg kom hjem fra Sahara for 5 uger siden. Men der var pænt med overskud. Men lidt uventet blev jeg ved 25 km alligevel presset, da jeg faldt i svinget hen mod Langelinie. Jeg ved ikke præcist, hvad der skete, men brostene var pænt glatte. Jeg fik hudafskrabninger på begge albuer, begge knæ og på maven (og her dagen efter kan jeg nu mærke et pænt stort trælår). Mit nummer røg også af, hvor chippen jo sidder i, så det skulle på igen. Lige pludselig var ballonen langt væk. Jeg var lidt rystet. Men jeg kom op til ballonen igen, og så koncentrede jeg mig ellers bare resten af vejen hjem om ikke at falde igen. Jeg kom rundt på 2:58. Så jeg holder stadig min målsætning, læs mere her.

I mit næste løb, TDS (Sur les Traces des Ducs de Savoie) skal jeg virkelig også passe på, at jeg ikke kommer til at falde. Den 28. august 2013 klokken 7 om morgenen i centrum af Courmayeur i Italien vil jeg nemlig sammen med 1.499 andre løbere stå klar til at forcere 7.250 positive højdemetre over en strækning på 119 km med mål i Chamonix i Frankrig. I modsætning til ørkenløb, hvor man løber 250 km over en lille uge, så er det her løb altså i ét hug. Så langt og så mange højdemetre i ét hug har jeg ikke prøvet før.

Mit lidt mere langsigtet mål er, at løbe at Ultra-Trail du Mont-Blanc i 2014, og jeg tror til det formål, at TDS i august er en god mellemstation. UTMB er 168 km og næsten 10.000 positive højdemetre. Det er dog ikke noget, som jeg kan være sikker på at kunne deltage i, for deltagelse sker ved lodtrækning (afklares omkring januar 2014).

Hvorfor jeg gør det? Fordi det er en del af vores DNA at udfordre og udforske. Opleve verden og livet med løbeskoene på, synes jeg, er fedt.