Henrik Jørgensen

De fleste, som har været på skitur med gutterne, kender fornemmelsen om morgenen. Man er lige vågnet. Sidder på sengekanten. Man tager begge hænder op til hovedet. Man har tømmermænd som ind i Helvede. Hvor fanden er hovedpinepillerne henne? Man kommer aldrig igennem den her dag på ski. Tænker man. Når der var de. Hovedpinepillerne. Så får man lidt morgenmad. Og vupti. Så er man klar til pisterne igen. Det er lidt af et mirakel.

Sådan er det også med 250 km ørkenløb, når man et par dage inde i løbet vågner om morgenen. Man er en glad idiot på løb, men alligevel baldret, når man vågner. Så sidder man der i sin sovepose med sure sokker på. Man er ikke superfrisk. Endnu en etape på 40 km kan godt virke en smule uoverskuelig. Det er nu ikke, fordi man har festet igennem aftenen forinden. Det ville være synd at sige. Nej. Trætheden er bare ved at indfinde sig. Man er ved at være mør i stængerne. Måske det ligefrem gør ondt et eller andet sted. Så tager man måske nogle hovedpinepiller for at lindre smerterne. Får lidt morgenmad og på en eller anden underlig måde, så er man igen nogenlunde frisk til at løbe en etape mere. Det er også lidt af et mirakel.

Herhjemme er de to mest kendte smertestillende stoffer i hovedpinepiller henholdsvis paracetamol og ibuprofen. Paracetamol er det aktive hjælpestof, som f.eks. er i Panodil og Pinex. Ibuprofen er det, man kalder for et non-steroidt anti-inflammatorisk lægemiddel, forkortet NSAID. Ibuprofen findes herhjemme i f.eks. Ipren og Brufen.

Når man har løbesmerter, så er det for det meste på grund af overbelastningsskader. Overbelastningsskader medfører en inflammation. Inflammation er en irritationstilstand. Tilstanden er som sådan ikke noget dårligt, da det er en del af kroppens helingsproces og fremkommer, når noget er beskadiget og skal genopbygges. I forbindelse med den inflammatoriske proces kan der forekomme en hævelse, som skyldes en øget produktion af nogle stoffer, der kaldes prostaglandiner. Disse stoffer er tillige en medvirkende årsag til smerte.

Ibuprofen hjælper både mod hævelse og smerte i modsætning til paracetamol, som ikke er et NSAID og derfor kun lindre smerter.

Ibuprofen kan efterhånden købes i håndkøb flere steder end, man kan købe cigaretter. Jeg har læst om løbere, som tager så meget ibuprofen, at de sådan lidt for sjov kalder det for Vitamin I. Jeg ved godt hvorfor. Ibuprofen er nemlig som regel ret effektiv, hvis man har løbesmerter. Det er typisk også en ibuprofenkur, man kommer på, når lægen i forbindelse med løbesmerter ordinerer gigtpiller, hvilket er det samme som ibuprofen. En typisk ibuprofenkur i forbindelse med løbesmerter er 10 dage med 800 mg 3 gange dagligt. Det er under ingen omstændigheder noget, man skal gå i gang med uden at have taget kontakt til sin læge. Heller ikke selvom man kan få ibuprofen i håndkøb, hvor dosis er 200 mg pr. pille. Man skal være ekstrem varsom med at tage ibuprofen og under alle omstændigheder læse indlægssedlen meget grundigt igennem. Indtagelse af ibuprofen i forbindelse med løb øger tillige risikoen for dehydrering, så man skal virkelig passe på.

En ordineret ibuprofenkur kan være med til, at man kommer lettere igennem et skadesforløb. Man skal bare ikke tro, at ibuprofen i sig selv har nogen helende effekt. Hvis løbesmerterne efter en ibuprofenkur ikke er forsvundet, og man fortsætter med at tage ibuprofen og samtidig løbetræner, så er det, at man er begyndt på en glidebane, hvor en overbelastningsskade i værste fald risikerer at blive kronisk. Så er det, at løb er blevet alt andet end sjov.

En ting er at lindre de smerter, man måske får på skitur med gutterne eller ørkenløb. Det er trods alt for en begrænset periode. En anden ting er hverdagen. Har jeg ondt i hovedet til hverdag, så kan jeg godt finde på at tage en hovedpinepille. Det sker ikke så tit. Men det sker. Men tager man hovedpinepiller hver dag eller i lange perioder uden at have rådført sig med sin læge, så har man et problem. Det samme gælder løbesmerter og specielt ibuprofen.

Jeg oplever fra tid til anden folk, der nærmest aldrig har løbet før, som i forbindelse med et nytårsfortsæt eller lignende går i gang med 2-4 ugentlige løbepas. Ja måske ligefrem intervaltræning. Jeg synes næsten, det er vanvittigt. Er man forholdsvis nystartende i relation til løb, og øger man hurtigt antallet af kilometer, så er risikoen for, at man får en eller anden form for overbelastningsskade ekstrem stor. Jeg forstår ikke folk, der går i gang med at løbetræne med det formål, at de hurtigst muligt skal bevise at de kan gennemføre et maraton. Det er den direkte vej til at få en overbelastningsskade på ganske kort tid.

Inden jeg for alvor startede med at løbe mere end de fleste, havde jeg igennem mange år løbet stille og roligt 1-2 gange om ugen. Dertil kom, at jeg omlagde kostvaner, der gjorde, at jeg tabte 6-8 kg. Jeg tabte mig ikke, fordi jeg begyndte at løbe mere, det havde jeg allerede gjort via mine ændrede kostvaner. Jeg tror, at det er derfor, at jeg stort set har været fri for løbeskader. Bevares, jeg har da været på en ibuprofenkur, jeg er konkurrencemenneske og presser sommetider citronen hårdt, men jeg har aldrig for alvor været nødsaget til at stoppe med at løbe som følge af en overbelastningsskade. Jo på en måde én gang – og det var da jeg i 2011 ramte mig selv i foden med en økse og blev syet med 6 sting. Der fandt jeg for alvor ud af hvor fedt, jeg synes, det er at løbe.

Jeg tror også, at man kan mindske risikoen for overbelastningsskader hvis man gør det samme igen og igen. Jeg løber til arbejde næsten hver dag og typisk en lang tur om søndagen. Det vil sige, jeg laver ikke nogen drastiske ændringer i min løbetræning. Det er muligt, det ikke er 100% optimalt. Men jeg tror på, at det man gør igen og igen, det vænner kroppen sig til og reducerer risikoen for løbeskader.

Og en sidste ting. Jeg tror, man skal være ekstrem varsom med intervaltræning. Jeg tror, det øger risikoen for overbelastningsskader rigtig meget. Det er en effektiv måde til at øge løbehastigen på, men pas på. Selvfølgelig findes der typer som Dean Karnazes, der nærmest fra dag 1 uden problemer kan løbe solen sort. Men for de fleste nystartende vil jeg mene, at man skal vente 1-2 år før man går i gang med intervaltræning. Jeg synes man skal starte med at prøve, at finde glæden ved at løbe. Selvom det for nogen kan lyde underligt, så er verden trods alt andet end 5-10 minutter hurtigere på en maraton. Det finder man ud af, når man lige pludselig har løbesmerter man ikke rigtig kan komme af med igen.

Til Atacama Crossing er det obligatorisk, at man som minimum har 12 stk. hovedpinepiller med. Det er ikke, fordi arrangørerne opfodrer folk til at tage dem. Tværtimod. Jeg tror mere det er, fordi lægeteltet typisk får flest henvendelser, som relaterer sig til almindelige smerter.

Med mig til Marathon des Sables har jeg tænkt mig at tage henholdsvis 10 paracetamol og 10 ibuprofen. Samlet vægt: 10 gram. Jeg regner som udgangspunkt ikke at få brug for dem. Jeg er nemlig en glad idiot på løb.

I 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb som Marathon des Sables eller 4 Deserts serien er liggeunderlag ikke obligatorisk udstyr. Det vil sige, det ikke er et krav fra arrangørernes side, at man har liggeunderlag med.

Er man debutant i 7 dages ørkenløb, så kan man godt sidde og filosofere over, om det nu også er nødvendigt at have et liggeunderlag med. Man skulle jo nødigt slæbe rundt på noget overføldigt. Rygsækken er tung nok i forvejen. 8-9 kg.

De fleste løbere har dog et liggeunderlag med på ørkenløb. Selv vinderen af hele 4 Deserts serie i 2012, den spanske skovbrandmand Juan Vicente Garcia Beneito havde et liggeunderlag med. Det så jeg selv, han havde. Han vandt Atacama Crossing, Gobi March, Sahara Race og The Last Desert. Han vandt hele lortet i samme år. Som den første nogensinde. Sejt. Jeg tror, han oven i købet vandt alle etaper undervejs. Endnu mere sejt.

På kvindesiden vandt Anne-Marie Flammersfeld også alle løbene i 2012. Hun havde også liggeunderlag med. Under Atacama Crossing blev hun samlet nummer 13. Jeg blev nummer 14. Vi fulgtes en del undervejs. Hun er helt klart en glad idiot på løb. Det er jeg også. Jeg gav hende hånden, når vi skulle op ad nogle stejle skranter. Man er vel gentleman. Det gør man bare. Der er ikke så mange piger med i ørkenløb. Så dem, der er med, er man søde ved. Hun syntes, jeg så meget yngre ud, end jeg er. Det var nok derfor, jeg ikke løb fra hende.

I forbindelse med mine forberedelser til Atacama Crossing var liggeunderlaget nok den del af alt mit udstyr, jeg brugte mest tid på at undersøge.

Når man skal bestemme sig for hvilket liggeunderlag, man vil gå efter, er der flere ting, man skal vurdere. Dels R-værdien på liggeunderlaget, som er et udtryk for isoleringsevnen. Derudover skal man vælge, om det skal være et selvoppusteligt liggeunderlag eller et skumunderlag. Der er fordele og ulemper. Derfor kan det være svært at vælge.

Det selvoppustelige er typisk det letteste, og det som fylder mindst. Til gengæld er man sårbar overfor punkteringer og andet, der gør, at luften ikke holder. Skumunderlaget er en mere simpel konstruktion bestående af kompakt celleskum i forskellige tykkelser. Her er man ikke sårbar overfor punkteringer. Til gengæld fylder og vejer det typisk mere. Det siger sig næsten selv, at skumunderlaget er billigere end det selvoppustelige.

Jeg gik efter det selvoppustelig liggeunderlag. Det gjorde jeg primært, fordi jeg ville have liggeunderlaget inde i min rygsæk. Det kan skumunderlaget ikke. Det er lidt lige som tagboksen på en bil. Det gider jeg ikke. Det ligner lort. Jeg vil have det hele inde i bilen. Hvis man ikke kan have det inde i bilen, så må man prioritere. Sådan har jeg det også med rygsækken. Derfor blev det det selvoppusterlige liggeunderlag.

Jeg bestemte mig for liggeunderlaget Pacific Outdoor Equipment Peak AC 2/3. Rørerne løber på langs. Så tenderer man i mindre grad til at rulle af liggeunderlaget. De 2/3 henfører til at længden på liggeunderlaget er 2/3 af normal længde. Det er for at spare vægt. POE Peak AC 2/3 vejer heller ikke meget. Kun 320 gram.

Det med at være sårbar overfor punkteringer var jeg på forhånd meget bekymret for. I en ørken er der jo masser af små sten. Og folk vader rundt i teltet og tænker måske ikke lige over, at der ligger et liggeunderlag, som kan være sårbart, hvis man træder på det eller, hvis man trækker sten med ind teltet. Sådan er det. Selvom man har lappegrej med, så er der en risiko for, at man alligevel ikke kan stoppe luften i at fise ud.

I Atacama Crossing var der 10 pladser i hver telt. I vores telt var der 8 belgier og så Brian og jeg. I Atacama valgte belgierne (måske) klogeligt at tage pladsen helt inde i teltet. Der træder folk mindst og risikoen for, at nogen har slæbt noget med ind er lavere end, hvis du ligger yderst. Når man først har valgt en plads i teltet, så er det altså faste pladser resten af turen. Jeg valgte på en måde selv at ligge yderst. Jeg er en gammel mand og kan derfor godt finde på at skulle tisse om natten. Jeg lå yderst ved siden af Jan Orye og overfor Brian. Brian og jeg lå helt klart i risikozonen med hensyn til, at vores liggeunderlag kunne blive udsat for punkteringer. Man ligger, som man har redt.

Efter 3. etape gik det galt. Mit liggeunderlag kunne ikke holde luften om aftenen. Jeg prøvede at lappe hullet. Men det var helt umuligt. Jeg plejer ellers at være god til det med at lappe. Jeg har en dejlig kone og to drenge, som cykler rigtig meget. Men jeg kunne bare ikke finde det sted, hvor luften slap ud. Det var noget pis.

Den nat sov jeg virkelig ringe. Måske sammenlagt 1 time. At ligge i sin sovepose på stort set ingenting i en ørken er ikke rart. Det gjorde ondt hver gang, man forsøgte at vende sig. Det var lige før, jeg havde ondt af mig selv.

Dagen efter, hvor vi skulle løbe 4. etape, var jeg noget baldret, fordi jeg ikke havde sovet særlig godt. Min performance den dag er nok den, som jeg har været allermest skuffet over. Nogensinde. Jeg gik ned. Virkelig ned. Jeg gik måske 15 km igennem det berygtede saltflagelandskab. Store hvide knolde. Så langt øjet rækker. Føj jeg havde det ringe. Jeg kunne bare ikke have flere gels i mig. Jeg fik oven i købet næseblod. Jeg koncentrede mig om at skjule mit næseblod. Jeg ville ikke risikere at blive hevet ud af løbet, når jeg ankom til et checkpoint. Jeg løb med toiletpapir i næsen for at stoppe blodet. Tog det ud, lige før jeg kom til checkpointet. Der var langt hjem. Virkelig langt hjem. Den dag røg jeg ud af top 10. Det er ligesom Tour de France. En dårlig dag – og du er ude. Jeg var skuffet. Virkelig skuffet. Selvfølgelig var min dårlige performance ikke kun et resultatet af, at jeg havde sovet dårligt. Men uanset hvad, så er det faneme irriterende at falde tilbage i et klassement. Nu gik det lige så godt. Øv.

Efter 4. etape kunne min teltmate Jan godt se, jeg ikke havde det godt. Han tilbød, at jeg kunne få hans liggeunderlag. Det kunne jeg ikke tage imod. Alligevel endte det om natten med, at Jan lagde sit liggeunderlag på tværs. Så lå vi der røv mod røv i Atacama ørken. Det glemmer jeg aldrig.

I forbindelse med Marathon des Sabels, satser jeg igen på et selvoppusteligt liggeunderlag. Det er et sats. Jeg ved det. Går det galt denne gang. Så er det tagboks. Forever ever. Please not.

Det nye liggeunderlag, jeg har anskaffet, hedder Therm-A-Rest NeoAir Xlite, det er et af de mest kendte liggerunderlag, der findes på markedet. Det er det gule liggeunderlag, man kan se belgierne og Brian ligger på, på billedet ovenfor. Jeg købte mit i Lyngby. Jeg kunne måske have fået det billigere. På nettet. Men jeg er ligeglad. Lige netop hvad liggeunderlaget angår, så håber jeg bare, det holder. Xlite versionen i regular vejer 345 gram. Selvfølgelig har man lappegrej med.

Godnat og sov godt. På dit liggeunderlag.

Når man deltager i 7 dages selvsupperende ørkenløb som Marathon des Sables eller 4 Deserts serien, så er en sovepose obligatorisk udstyr. Det skal alle have med.

Når man er på Roskilde festival, så har man typisk også en sovepose med. Der er det selvfølgelig ikke obligatorisk udstyr. Nogen sover oven i købet i en andens sovepose. Det lyder også hyggeligt.

På Roskilde festival går man overhovedet ikke op i hvilken sovepose, man har med. Man har den bare med. Nu er jeg blevet voksen og har skiftet Roskilde festival ud med ørkenløb. Så går man lidt mere op i hvilken sovepose, man har med.

Jeg har ikke den store erfaring med soveposer. Jeg har ikke været spejder og det tætteste, jeg kommer på camping, er mobilhomes i Italien, da ungerne var mindre. Det var dejlig nemt. For alle.

Så står man op, før fanden får sko på og får sig sin daglige morgenløbetur. Der er helt stille på campingpladsen. Jeg elsker det. Roen. Jeg kan sagtens løbe, før jeg har fået morgenmad. Det er noget, man ikke tror, man kan. Indtil man har prøvet. Jeg kan snildt løbe 100 km på kildevand alene.

Så løber man sådan lidt rundt in the neighborhood. Specielt de første dage man er ankommet til et sted, man ikke rigtig kender, løber man sådan lidt rundt, som om det var blindeleg. Så kommer man for enden af en vej. Højre? Venstre? Jeg tror, jeg løber til venstre. Hvad mon der gemmer sig på den anden side af bakken? Og så videre. Lige pludselig ved man ikke rigtig, hvor man er. Det er sjovt at fare vild.

Lost in Translation

Tror man. For det er man selvfølgelig ikke. Selv hvis du tror, du har fundet et lille ukendt sted i Toscana, er der tusinde af danskere lige netop det sted, du er. “I think we are a little smule danskere hernede”, som Tom Kristensen en gang sagde. Men det kan da også være meget hyggeligt at snakke med danskere, når man er på ferie. Jeg har da en gang snakket med nogen, der kom fra Randers. De var skide søde. Så sad vi der uden for mobilhomen og drak øl og så Tour de France. Jeg blev oven i købet lidt fuld. Det var skide hyggeligt.

Når man vælger sovepose, så er det primært komforttemperaturen, man går efter. I forbindelse med min tur til Atacama Crossing skulle man være opmærksom på, at det kunne blive rigtig koldt om natten. I Atacama ørken kan der nemt være 40 grader om dagen, men helt ned til 3-5 grader om natten. Ja nogen gange helt ned til frysepunktet. I en ørken. Man tror, det er løgn.

Mit valg af sovepose faldt på Western Mountaineering HighLite. Den brugte jeg nok en hel uge eller mere på at finde frem til. På nettet. Soveposen vejer 455 gram og har en komforttemperatur på 2 grader. Det er en meget simpel sovepose med lynlås der går halvvejs ned i siden. Fyldet er 850+ gåsefjer og med lodrette mellemvægge. Jeg mener, jeg købte den i Sverige. Den var vist lidt dyr.

Faconen på HighLite er selvfølgelig mumiefacon. Det er alle seriøse soveposer i dag. I forhold til tæppeposefaconen, som nok var den jeg havde med i min unge dage på Roskilde festival, så er mumiefaconen skåret efter samme facon som kroppen. Så vejer soveposen mindre, pakkevolumen reduceres, og den holder bedre på varmen.

På en måde var jeg lidt irriteret over HighLite i Atacama. Jeg kunne nemlig ikke få den til at være inde i min rygsæk Inov-8 Race Elite 25L. I hvert fald ikke de 2 første dage. Det kunne Brian. Min rygsæk vejede mindre end hans, men jeg kunne bare ikke få plads til soveposen. Mærkeligt. På hotellet brugte Brian og jeg en hel lørdag på at fine tune, hvad vi skulle have med. Jeg tror, jeg prøvede at pakke rygsækken 10 gange. Lige lidt hjalp det. Der var ikke plads til HighLite. Jeg tror Brians sovepose havde en noget højere komforttemperatur og dermed fyldte væsentlig mindre end min.

Der findes soveposer, som har komforttemperatur helt ned til minus 40-50 grader. Det er godt nok koldt. Det var nok sådan en, Casper Wakefield brugte. Kender du ikke Casper Wakefield? Det gør jeg heller ikke. Altså sådan personligt. Men derfor kan man jo godt følge med i, hvad folk render rundt og hygger sig med. Jeg mener, Casper Wakefield på et tidspunkt stod på deltagerlisten til det Marathon des Sables, som jeg deltager i til april. Men han må have droppet det til fordel for et andet lille løb, der hedder Yukon Arctic Ultra. Det var ærgeligt. For ham kunne jeg godt have tænkt mig at småsludre med i Sahara. Jeg tror, han er stærk. Strong body, strong mind, som Chris MacDonald siger. Sådan en slags superhuman. Jeg mener, Casper Wakefield er en af de bedst placerede danskere i Marathon des Sables. Hvis ikke den bedste. Det kunne være fedt at slå hans placering, men det bliver kun i mine drømme. Men dem har man jo også lov til at have.

I forhold til Yukon Arctic Ultra, så er Marathon des Sables ren badeferie. Yukon Arctic finder sted i Nord-Canada op langs grænsen til Alaska i bjerge, sne og minus 35 grader. Ruten er på 720 km.

Syvhundredeogtyve kilometer.

Løbet fandt sted i starten af februar. Det er nok derfor, Casper Wakefield springer Marathon des Sables over i år. Han vandt Yukon-løbet til fods og gennemførte ruten i ny rekord, mindre end 8 dage. Så sad jeg der i lejligheden i Val Thorens i vinterferien og checkede på iPad’en, hvordan det gik med Casper. Sådan noget kan jeg blive helt bidt af at checke. Det var faktisk ret spændende. Godt lejligheden havde Wi-Fi.

James Cracknell har udødeliggjort Yukon Arctic ruten i et Discovery program for nogen år siden. Han tog den på mountainbike. Det er vanvittig god underholding. James Cracknell har en vilje, der ligger ud over min forstand. James Cracknell har også gennemført Marathon des Sabels som den bedst placerede englænder nogensinde. Meget godt gået af en olympisk roer, som vejer langt over 80 kg. Han har også lavet andre tossede ting som at ro over Atlanten. Han kom slemt til skade i forbindelse med, at han ville løbe, cykle og svømme tværs over USA. Men alt det kan du hygge dig med på en samling DVD’er, man fx kan købe på Amazon for latterlige 100 kr.

Da jeg var i Atacama, blev det ikke helt så koldt, som det nogle gange kan være. Vejret var i det hele taget lidt underligt. Det regnede. Atacama er det tøreste sted på jorden. Jeg tror ikke, det har noget med klimaforandringerne at gøre. Men de lokale havde ikke set noget lignende i 30 år.

Jeg har læst, at nattemperaturen i Sahara ligger omkring 14 grader. Så jeg er blevet enig med mig selv om, at Western Mountaineering HighLite er for varm til Marathon des Sables. Den har jeg droppet til fordel for Yeti Passion One. Den vejer sølle 265 gram. Så der sparrer jeg lige 190 gram i forhold til HighLite. Yeti reklamerer med, at det er verdens letteste sovepose. Det skal nok passe. Den har en komforttemperatur på 15 grader. Så nu håber jeg det ikke bliver koldere end normalt i Sahara. Hvis man fryser skal man bare tænke på, hvor koldt Casper Wakefield har haft det. Mit eneste dilemma med Yeti Passion One soveposen var, om jeg skulle gå efter medium eller large. Jeg er lidt for lang til medium størrelsen. Til gengæld sparer man 55 gram ved at vælge medium frem for large. Så jeg endte selvfølgelig med at vælge medium størrelsen. Man plejer at bruge rygsækken som hovedpude, så det er ikke helt så vigtigt, om man kan krybbe helt ned i soveposen.

Yeti Passion One soveposen er nem at få fat i. Jeg har set den i flere outdoor forretninger. Jeg har købt min i SpejderGEAR, som ligger Rødovrevej 213. Yeti Passion One er oven i købet på tilbud for tiden.

I mine yngre dage hang jeg ud i pladdebutikker. Mest i Badstuegade i Aarhus. Jeg har stadig alle mine LP’er. I papkasser. Da vi flyttede i hus i Vangede, begyndte jeg at hænge ud i byggemarkeder. Der kan man virkelig bruge en formue. På mine lidt ældre dage, dvs nu, er jeg så begyndt at hænge ud i outdoor forretninger. Der er ikke nogen i Vangede, men vi bor tæt på Lyngby, og der er der virkelig mange outdoor forretninger. Dem kan jeg godt bruge en hel lørdag formiddag på at hænge ud i – hvis ellers jeg ikke er i gang med at lave myslibarrer.

Jeg glæder mig til at tage min Yeti Passion One i brug. Sølle 265 gram. Håber den kan være i rygsækken. Det skal den.

Sove med sokker på, er ikke den mest sexede ting, man kan gøre. Men jeg gør det somme tider. Det er oven i købet med sure sokker på.

Jeg har sovet med sokker, som ikke blev vasket i syv dage, og som jeg havde løbet 250 km med igennem mudder, floder, sandklitter og saltflager. Det gjorde jeg ved Atacama Crossing i Chile i 2012.

Ørkenløb er lidt ligesom Roskilde festivalen. Det er rock ‘n’ roll, hvor man lader skægget stå i flere dage og render rundt i de samme sokker. Jeg er blevet for gammel til Roskilde festival, så 7-dages ørkenløb er perfekt til mig. Nu kan jeg trods alt godt klare mig en uge uden øl, fisse og hornmusik.

Jeg kender en, som har så svedige fødder, at han må skifte sokker to gange om dagen. Det er virkelig synd for ham. Han har været til læge og alt muligt andet. Ingen ved, hvad han fejler. Det er noget med, at han på en rejse til de varme lande, stak sig på et eller andet, da var han var ude for at bade. Så det kunne være, man skulle have badesko på, når man er på ferie næste gang. Det ser bare ikke så tjekket ud. Jeg har i hvert fald aldrig set David Hasselhoff i sådan et par.

Til daglig, når jeg ikke løber, render jeg rundt i sorte sokker. Min kone køber en gang i mellem 10 par sorte sokker til mig, som så holder til, ja, indtil hun køber 10 nye par.

Hver morgen pakker jeg et par sorte sokker ned i min rygsæk. Jeg løber til arbejdet. Hver morgen, når jeg løber ind ad Nørre Alle og har The Red Hot Chili Peppers i ørerne, ser jeg mange sorte biler. Det er sikkert direktører eller departemantschefer, som sidder bag rattet i deres fine biler. De har sikkert meget travlt og har med garanti sorte sokker på.

Inde på arbejdet har jeg et skab, hvor jeg også har et par sorte sokker. Det er back-up i tilfælde af, at jeg skulle have glemt at pakke et par ned i min rygsæk. Det ser trods alt ikke så smart ud på arbejdet at rende rundt i løbesokker til mine sorte sko, sorte bukser og hvide skjorte.

Når jeg er til kundemøde ude i byen, låner jeg min kollegas sorte Tiger jakke. Min kone synes, det er pinligt, jeg burde købe en jakke selv. Men jeg har ikke noget imod at være Klods Hans, jeg er nemlig gift med en prinsesse.

Albert Einstein gik i øvrigt aldrig rundt i sokker. Eller i hvert fald sjældent. Han var rimelig distræt. Det har jeg læst i biografien “Einstein” skrevet af Walter Isaacson. Af alle biografier jeg har læst, er det den bedste. Den findes oven i købet på dansk, hvis man ikke orker 700 sider på engelsk. Walter Isaacson har også skrevet biografien om Steve Jobs. Jeg tror, Steve Jobs på en måde var lige så genial som Albert Einstein. Desværre er bogen “Steve Jobs” ikke lige så god som “Einstein”. Måske Isaacson skulle have ladet sit manuskript modnes et par år mere i stedet for at prøve på at cashe ind på Steve Jobs’ alt for tidlige død.

Jeg tror ikke, Steve Jobs gik i sorte sokker. Jeg tror, de var hvide, måske ligefrem hvide tennissokker. Steve Jobs var sådan lidt en 70/80’er ting, sygekassebriller, fuldskæg, t-shirts, cowboybokser og løbesko. Egentlig meget cool af en gut, som fik banket Apple op til verdens mest værdifulde firma. Hvis jeg havde mit eget firma, så ville jeg gå i det samme tøj som Steve Jobs. Selv til kundemøder. Det behøver ikke at være så stift alt sammen. “Relax”, som Frankie Goes To Hollywood sang i mine yngre dage.

Tennissokken er mest af alt udødeliggjort af The Red Hot Chili Peppers på coveret af singlen “Fight Like A Brave” og andre band photos. Her står bandet på rad og række, splitterravende nøgne, med en tennissok hængende omkring klokkeværket. Godt tænkt.

Jeg har tit tænkt på, om det mon er en kompressionssok, de har på. Men kompressionssokken var vist ikke opfundet på den tid, og så er det vist ikke nødvendigt for de gutter. Jeg tror, det er gutter med big balls, sådan lyder deres tekster og musik i hvert fald. The Red Hot Chili Peppers er faneme gode.

Jeg forstår ikke folk, der løber i kompressionssokker. Kompressionssokker koster spidsen af en jetjager, og man ligner lort, når man løber rundt i dem. Der findes ingen dokumentation for, at de virker, og selv hvis der gjorde, ville jeg ikke tro på undersøgelsen. Man skal ikke tro på alt, hvad man hører. Slet ikke fra forskere og såkaldte eksperter, som udtaler sig hele tiden. Men okay, tro har flyttet mange bjerge.

Til april skal jeg løbe ørkenløbet Marathon des Sables. Det bliver fedt. Rock ‘n’ roll i 7 dage i Sahara. Jeg kunne i princippet løbe i sorte sokker eller hvide tennissokker. Det ville ikke gøre nogen forskel.

Men så nemt skal det heller ikke være.

Man kan nemt bruge en 2-3 aftener på, at finde ud af hvilke sokker man skal have med. Det gjorde jeg i forbindelse med mine forberedelser til Atacama Crossing 2012. Så checker man den ene hjemmeside efter den anden for at finde sokken. Når man så endelig har fundet den, bestilt den, og den ankommer med posten, synes man, at man er så skide smart. I virkeligheden er man lige så dum som alle andre. Måske næsten dummere. Der kommer i øvrigt snart en “Dum og dummere 2”. Den skal ungerne og jeg helt klart se i biffen. Om den så får 0 stjerner. Det gør den sikkert.

Men jeg er nu meget glad for de løbesokker, jeg fandt. Det er Drymax trail running v4. Dan Parr løber også i dem. Så må de være gode. Du skulle prøve at checke Drymax’s hjemmeside. Trailversionen ser godt nok avanceret ud. Jeg elsker al den slags tekstgejl, reklamefolkene har fundet på i forbindelse med produktet. Trailversionen af Drymax har Dual Layer Moisture Elimination System, anti-blister system og active odor control via deres MircoZap. Det er 100% salgsgas, men sjovt er det. Når man læser det, skulle man næsten tro, man ikke får våde sokker, når man løber gennem vand med Drymax på. Det passer ikke. Mine Drymax blev pænt våde, da jeg løb igennem floderne i Atacama.

Drymax trail running v4 er noget tykke i det. Det er der nogen, som ikke bryder sig om. Jeg kan godt lide det. De er utrolig behagelige og dejligt bløde at have på. Selv når jeg ikke har mine Nike Vomero løbesko på, er det næsten som om, man løber på en lyserød sky. Jeg tror faktisk de er ret gode til at transportere sveden væk fra fødderne. På den anden side, så har jeg ikke helt så svedige fødder, som ham jeg kender.

Under Atacama Crossing fik jeg stort set ikke nogen vabler. Der var nærmest tale om et mirakel, når jeg så de andres fødder. Argh, det så nasty ud. Det lignede nærmest koldbrand. Hvordan pokker min rejsemate Brian kom igennem Atacama Crossing, forstår jeg stadig ikke. Måske jeg slap fri, fordi jeg løb med Drymax? Jeg tror det ikke. Men jeg har ikke løbet i andet, siden jeg fik dem. Hver dag. Jeg har 3 par. Drymax og mig – det var kærlighed ved første blik. På nettet. Jeg skal helt klart have dem med til Marathon des Sables. Drymax sokker kan være lidt svære at få fat i. Men det er en del af gamet.

Derhjemme sover jeg ikke med Drymax trail running v4 på. Men det kunne egentlig være sjovt at prøve at sove med en kompressionssok om klokkeværket. Bare én gang. Bare for sjovs skyld.